I det fynske folks tjeneste

Kioskejer følte sig truet: 38-årig gik ind i butik med softgun i hånden

En mand fra Svendborg blev mandag anholdt, efter han gik ind i en butik med et våben, der senere viste sig at være en softgun.

En 38-årig mand fra Svendborg blev mandag aften anholdt, efter han tidligere på dagen var gået ind i en kiosk på Klosterplads med en softgun i hånden.

Kioskejeren følte sig truet af manden, fordi han troede, at det var et røveriforsøg med et normalt våben.

- Ham der arbejdede i butikken var nervøs for, hvad det var, der foregik. Han troede, det var et rigtigt våben. Men det var et splattergevær, altså en softgun, siger vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen.

Stort politiopbud

Manden blev set forlade butikken på Klosterplads og køre derfra i bil. Politiet iværksatte en større eftersøgning, inden de fandt manden, der efterfølgende blev anholdt.

Læs også Mand set gå ud af butik med gevær

- Han har forklaret til os, at det ikke var i en røverihensigt, han bar våbnet. Han var på vej ud for at bruge våbnet til et lovligt foretagende, forklarer vagtchefen.

Manden, der er en 38-årig lokal mand, blev mandag aften afhørt, inden han blev løsladt igen.

- Sagen er lukket, og han er ude af vores varetægt igen. Så der er ikke mere i det for os, siger Torben Jakobsen.

00:28 Luk video