39-årig mand er død i en brand i Nyborg

Det var en 39-årig mand, der søndag formiddag blev fundet død efter en brand i en lejlighed i Nyborg. Dødsårsagen er sandsynligvis røgforgiftning.

Klokken 9.14 blev der slået alarm ved Johannes Høirupsvej i Nyborg, hvor en yngre mand omkom.

- Dødsårsagen er sandsynligvis røgforgiftning, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen.

Branden er opstået i stuen omkring mandens fjernsyn. Manden blev fundet i samme rum.

- Arnestedet er omkring fjernsynet. Om det er en cigaret, stearinlys eller fjersynet, som har antændt noget, det kan vi ikke sige. Dødsårsagen er endnu ikke helt fastslået, men manden er ikke brændt, fortæller Thomas Bentsen.

De andre beboere måtte søge inden døre og lukke alle vinduer. Ingen andre personer kom noget til ved branden.

Branden var begrænset til den ene lejlighed.

Politiet kan ikke sige noget om offerets identitet, da de stadig er i gang med at underrette pårørende.

Oversigt

    Oversigt