39 af 54 skudepisoder i 2016 har ikke ført til sigtelser

Kun en tredjedel af de rocker- og banderelaterede skudepisoder fra 2016 er endt med, at der er rejst sigtelse.

54 gange blev der affyret skud i rocker- og bandekonflikter i 2016.

Men kun 15 af gangene er det lykkedes politiet at rejse sigtelse i forbindelse med skyderierne.

Det viser tal fra Rigspolitiet i et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) til Folketinget.

I alt er 37 personer blevet sigtet i de 15 sager, står der videre i svaret.

Forklaringen på de manglende sigtelser er ifølge rigspolitiet, at det er vanskeligt at rejse sigtelse, fordi folk ikke vil tale med politiet. Ofte er der ikke biologiske eller tekniske spor fra gerningsstedet.

Rigspolitiet skriver i svaret:

- De pågældende sager er endvidere særdeles vanskelige at efterforske, da sagerne relaterer sig til et meget lukket miljø, hvor de involverede personer, herunder både vidner og forurettede, ikke ønsker at udtale sig til politiet.

- Resultatet af efterforskningerne vil således i vidt omfang afhænge af, om der er brugbare biologiske eller tekniske spor.

Samtidig gør Rigspolitiet opmærksom på, at 32 af de 54 sager er fra de sidste tre måneder af 2016, og at antallet af sigtelser kan vokse.

- Der tages i den forbindelse forbehold for eventuelle manglende indberetninger, efterregistreringer med videre, der kan påvirke datakvaliteten, står der i svaret.

Folketingssvaret afslører dog også, at det langt fra er alle sigtede, som politiet ender med at tiltale for en forbrydelse.

Kun i syv af de pågældende 15 sager, hvor der er rejst sigtelse, har politiet været sikre nok på deres beviser til, at de har rejst tiltale.

I folketingssvaret kalder justitsministeren rocker- og bandekriminaliteten for uacceptabel. Han henviser blandt andet til regeringens bandepakke og et kommende lovforslag, der skal skabe et retligt grundlag for en ny analyseplatform til politiet.

Det skal ifølge ministeren kunne hjælpe politiet i deres opklaringer.

Oversigt

    Oversigt