3F anklager fynsk landmand for at snyde øst-praktikant

En ukrainsk landbrugspraktikant arbejdede 50 timer om ugen på en gård på Vestfyn til en månedsløn på 8.000 kroner, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Men familien afviser, at de har snydt praktikanten. 3F har rejst sag mod den pågældende landmand og kræver nu 168.000 kroner for manglende løn, overarbejde og feriepenge. Ifølge den oprindelige kontrakt, der blev brugt til at få godkendt praktikaftalen og visummet til Danmark, skulle ukraineren arbejde 40 timer om ugen. Men den 21-årige praktikant måtte kort efter ankomsten til Mosegaard ved Gelsted i juni sidste år skrive under på en ny kontrakt. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Arbejdstid ændret

I den nye kontrakt, der kun var på dansk, var arbejdstiden ændret til 44 timer om ugen. Månedslønnen var 8.000 kroner, inklusiv betaling for helligdage, og der stod intet om betaling for overarbejde.

- Vi ser meget alvorligt på denne sag. Umiddelbart tyder det på, at arbejdsgiveren har givet urigtige oplysninger til Udlændingeservice for at få billig arbejdskraft, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F, til Nyhedsbrevet 3F.

Familien siger til TV 2/Fyn, at de ikke har snydt landsbrugspraktikanten. På nuværende tidspunkt har de ikke flere kommentarer i sagen, som de har overdraget til deres advokat.

Oversigt

    Oversigt