I det fynske folks tjeneste

3F frygter billig arbejdskraft fra Østeuropa

Fra fredag får arbejdere fra Østeuropa lettere adgang til job i Danmark. I følge fagforenignen 3F vil det betyde at danske arbejdere mister jobbet - og at lønnen kommer under pres.

Fagforeningen 3F forsøgt i dag at komme i kontakt med arbejdere fra Østeuropa.

Repræsentanter for fagforeningen 3F delte torsdag foldere ud ved Rosengårdcentret. Alle biler fra Østeuropa fik en folder på forskellige sprog med oplysning om reglerne på det danske arbejdsmarked.

- Vi er bekymrede over at østeuropæiske arbejdere ikke er klar over de rettigheder, de har, på det danske arbejdsmarked, siger Steen Thomsen, der er projektkonsulent for 3F i Odense.

Østaftalen, der har begrænset østeuropæeres adgang til at arbejde i Danmark, udløber 1. maj og så har alle EU-borgere samme frie adgang til arbejdsmarkedet. Samtidig bliver det tilladt for udenlandske vikarbureauer at levere vikarer til Danmark til hjemlandets løn. Det, mener 3F åbner dystre muligheder.

- Nogen får tilbud dårligere vilkår end det de har nu - og nogle steder henter man udenlandsk arbejdskraft til Danmark, så de kan gå som billig arbejdskraft, og det kan vi ikke holde til på arbejdsmarkedet, siger Sten Thomsen.

Nogle steder er lønnen for vikarer 70 kroner i timen, mens den typisk er 118 kroner for danskere.

- Hvis en polak får 70 kroner i timen, så skal han ikke betale skat, og så får han det samme udbetalt som en dansker ville få, siger Kenneth Overvad, der er direktør for Teamvikaren i Odense med en afdeling i Polen.

Men den køber 3F ikke.

- Under alle omstændigheder er der ingen aftaler på arbejdsmarkedet, der siger at det er i orden at udbetale forskellig løn så længe man får det samme udbetalt, lyder det fra Sten Thomsen fra 3F.