I det fynske folks tjeneste

4-årig i livsfare efter hugormebid

For en lille pige fra Tårup ved Ørbæk blev resultatet af et møde med en hugorm tre bid og dermed fem dage på sygehuset.

-

For en lille pige fra Tårup ved Ørbæk blev resultatet af et møde med en hugorm tre bid og dermed fem dage på sygehuset.

Det var i forbindelse med en konfirmationsfest i Nymindegab på den jyske vestkyst forrige søndag, at 4-årige Line Lauridsen kom galt afsted. Hun fandt en hugorm, som hun tog op i hænderne. Men det brød hugormen sig ikke om og bed hende tre gange i fingeren og på armen.

I livsfare
Tre gange gift i en lille pigekrop er livsfarligt, for det betød, at hendes blodtryk faldt kraftigt. På trods af at pigen fik modgift, måtte hun overføres til intensivafdelingen på Esbjerg Sygehus.

En uge efter episoden er Line nu hjemme igen og ved godt mod.

På parringsjagt
Netop nu er hugormene særligt aktive - de er nemlig på parringsjagt. Hugorme bider normalt kun, når de føler sig truede. Man svulmer op omkring bidet, og pulsen falder. Teoretisk set risikerer de indre organer at svigte, fordi kroppen forsøger at pumpe blodet til hjernen.

Omkring 200 danskere bliver hvert år bidt af en hugorm, men det sker meget sjældent, at nogen dør. I de sidste 50 år er der kun sket et dødsfald på grund af hugormebid.