40-årig fængslet for kemikalier i Odense

Politiet holder kortene tæt til kroppen. Offentligheden får ikke oplyst sigtelsen mod mand, der nu er fængslet

En 40-årig mand er efter et grundlovsforhør ved Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i fire uger efter fundet af sprængfarlige kemikalier i et hus på Skippervænget i Skibhuskvarteret i Odense.

Det siger efterforskningsleder Benny Linde Larsen, Fyns Politi.

- Nu har vi fire uger til at finde ud af, hvad der er op og ned i denne sag, siger Benny Linde Larsen til Ritzau.

Dommeren gav ved indledningen af grundlovsforhøret tirsdag middag anklagemyndigheden medhold i, at forhøret kunne foregå for såkaldt dobbeltlukkede døre.

Det indebærer, at offentligheden ikke må få besked om den sigtelse, som politiet har rejst mod den anholdte.

- Vi er bundet af de dobbeltlukkede døre, så vi kan ikke oplyse om sigtelsen eller om, hvad der er sagt i retsmødet, hvor manden blev præsenteret for den, siger Benny Linde Larsen.

Manden er lejer af de lokaler, hvor et meget stort kemikalielager blev fundet mandag aften i forbindelse med en mindre brand i ejendommen. Der er fundet mange forskellige kemikalier og også laboratorieudstyr så som kolber.

15 husstande var indtil tirsdag sidst på eftermiddagen evakueret, og området har været afspærret i en radius af omkring 100 meter omkring findestedet.

Politiet har haft forsvarets ammunitionsryddere til at fjerne kemikalier fra stedet, og det arbejde var tirsdag aften tilendebragt.

Herefter er afspærringen begrænset til de lokaler, hvor kemikalierne blev fundet, og som politiets teknikere er i gang med at undersøge.

Efterforskerne leder blandt andet efter spor, der kan be- eller afkræfte de sigtelser, der er rejst mod den 40-årige, oplyser Benny Linde.

De lukkede døre betød, at pressen måtte forlade retten, inden sigtelsen mod den 40-årige blev læst op i retten.

Ifølge TV2 kærede manden varetægtsfængslingen.

Der er tilsyneladende tale om en mand af dansk oprindelse. Han er ifølge TV2 almindelig af udseende og var i retten iført jeans og hættetrøje.

Oversigt

    Oversigt