I det fynske folks tjeneste

40 fynboer sigtet i kæmpe børnepornosag: - Det er en hård omgang

I alt er 1004 unge sigtet for at have delt en sexvideo mellem to 15-årige, som blev optaget tilbage i 2015. Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

De første sager i et stort kompleks om deling af sexvideo har givet domme på mellem 10 og 40 dages betinget fængsel. Afhøringerne af de i alt 40 sigtede fynboer skrider langsomt fremad.

I sagen, der er den omfangsmæssigt største af sin art i danmarkshistorien, hvor flere end 1.000 personer nu er blevet sigtet for at have delt en sexvideo med to 15-årige, er de første fire domme nu faldet.

Dommene har givet mellem 10 og 40 dages betinget fængsel og er betegnet som de første fire af i alt ti prøvesager, som politi og anklagemyndigheder har ført igennem først for at finde det rette strafniveau til de forventede kommende mange retssager.

Ifølge Fyns Politi dækker de ti sager, fem øst for Storebælt, fem vest for og ingen på Fyn, repræsentativt de i alt flere end 1.000 sager. Nogle af de anklagede har været i besiddelse af videoerne, nogle har delt én gang, nogle mange gange.

De unge mennesker, vi har til afhøring, er noget trykkede af situationen. Det er en hård omgang at komme igennem

Ann Kate Pedersen

Det samme gør sig gældende for de fynske sager, og Fyns Politi afventer nu de ti domme, før de nu i alt 40 fynske sager kommer for retten. Oprindeligt var der 34 fynske sager, men efterforskningen har forhøjet antallet til 40.

- Man forsøger at få dem igennem så hurtigt som muligt, og når vi så har et niveau og rettens holdning, og vi er færdige med en efterforskning, laver vi anklageskrift, siger politikommissær Ann Kate Pedersen fra Fyns Politi.

Ifølge politikommissæren går afhøringer og efterforskning stille og roligt og lige som det skal.

- Ved udgangen af sidste uge havde vi afhørt 26 af de sigtede. Arbejdet skrider langsomt frem, men vi er ikke nået helt så langt, som vi havde håbet, siger Ann Kate Pedersen. 

Læs også Knap 40 unge fynboer sigtet for distribution af 15-åriges sexvideo

Udelukker ikke flere sigtelser

Ann Kate Pedersen forventer, at sagerne kommer videre i løbet af et par uger.

- Vi afhører i alle 40 sager, og i nogle af dem skal der yderligere afhøringer og sigtelser til. Vi kan heller ikke udelukke, at vi skal ud og snakke med flere personer, siger politikommissæren.

Hun fortæller, at der er stor forskel på, hvordan de sigtede fynboer tager imod anklagerne om at have delt børneporno.

- Nogle indrømmer, nogle vil ikke sige noget, nogle siger, at det er noget andet, der er sket. Men der er ikke andet at gøre end at møde op og få det afklaret, siger Ann Kate Pedersen.

Fem gode råd fra Red Barnet:

Send eller del aldrig et billede eller en video af andre uden samtykke.
Slet det, hvis nogen sender andres intime billeder til dig.
Stop spredningen. Hvis du har delt, så bed modtagerne om at slette.
Sig fra, og vær med til at skabe en bedre delingskultur.
Søg rådgivning, hvis du selv er blevet ufrivilligt delt, og husk at gemme beviserne.

- Men de unge mennesker, vi har til afhøring, er noget trykkede af situationen. Det er en hård omgang at komme igennem, understreger politikommissæren.

Hun håber derfor, at sagen kan være med til at skabe et øget fokus og en holdningsændring blandt unge mennesker.

- Sagen vil formentlig være skelsættende fremover. Den har været en øjenåbner for både de unge, undervisere og forældre. Det er selvfølgelig ulykkeligt for de mange unge mennesker, ikke mindst dem på videoen. Men jeg håber, at færre efter det her kommer til at dele den slags videoer fremover, siger Ann Kate Pedersen.

Dom kan få store konsekvenser

Videoen af de to 15-årige nordsjællandske unge, der har sex, blev optaget i 2015. Den blev optaget af andre unge, der også var til stede i lokalet. De aftalte at holde videoen internt i gruppen, men to af dem deler den alligevel på Facebook Messenger. 

Læs også 62-årig dømt for børnepornofotos og for at gramse på 12-årig på Thurø

Og så fortsatte delinger ellers i to år. Flere end 1.000 primært unge mennesker er sigtet i sagen.

Med en dom vil de unge mennesker ikke kun få en plet på deres straffeattest. I mindst 10 år vil en dømt ikke kunne få udstedt en børneattest. Det sidste betyder, at de ikke kan arbejde i en lang række stillinger fra pædagog og skolelærer til politibetjent - ligesom de heller ikke kan blive for eksempel spejderleder eller fodboldtræner.

De to 15-årige, der optræder i sexvideoen, har ved hver prøvesag krævet en erstatning på 175.000 kroner for delingerne. Dog har retten afvist at tage stilling til spørgsmålet, netop fordi der er tale om prøvesager.

Sådan kan de blive straffet

Blufærdighedskrænkelse §232:
Hvis man bliver dømt: Kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire år. Plet på straffeattesten i minimum to år. Fremgår på børneattesten, hvis den krænkede er under 15 år.
Børneporno §235:
Hvis man bliver dømt: Kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år eller under særligt skærpede omstændigheder op til seks år. Plet på straffeattesten i minimum to år. Fremgår af børneattesten i minimum 10 år.
Kilde: Det Kriminal Præventive Råd

Ved du noget? Så send os et tip