41-årig nægter pyromanbrande: Jeg var bare ude at cykle

41-årig nægter sig skyldig i pyromanbrande. Han forklarer, at han var ude at cykle på gerningstidspunkter.

En 41-årig mand nægter sig skyldig i anklagen om at stå bag 14 tilfælde af brandstiftelse i Odense.

Det meddeler mandens forsvarer, Sten Møller, i Retten i Odense, hvor sagen mod den formodede brandstifter tirsdag er gået i gang.

Den tiltalte blev anholdt i februar efter en række påsatte brande i Odense. Siden anholdelsen har han nægtet at udtale sig til politiet, og heller ikke i retten ønsker han at svare på anklager Jacob Thaarups spørgsmål.

Den 41-årige mand, der har et karakteristisk flettet skæg under hagen, lytter opmærksomt, mens anklageren gennemgår anklageskriftet.

Brandene har ifølge anklageskriftet forårsaget skader for mindst 23 millioner kroner.

Politiet kom på sporet af den tiltalte ved hjælp af dna-spor, som blev fundet på en terrasse ved et hus i Dalum i den sydlige del af Odense.

Her anmeldte en kvinde den 26. november sidste år, at hun var blevet beluret af en mand, der opholdt sig på terrassen og begyndte at onanere, da kvinden så ham.

Halvanden time senere indløb der anmeldelse om to brande i henholdsvis en dyreklinik og en fodpleje i samme bydel.
Det fik politiet til at koble brandene sammen med blufærdighedskrænkelsen.

Politiet mener at kunne dokumentere, at den tiltalte var væk fra sin bopæl netop på de tidspunkter, da brandene blev antændt.

Ved den ejendom, hvor den tiltalte bor med sin kæreste, er der nemlig et overvågningskamera. Billederne herfra viser ifølge anklageren, at den tiltalte var væk fra sin bopæl på de tidspunkter, da hovedparten af brandene opstod.

Den tiltalte selv har dog en anden forklaring, da han bliver spurgt af sin forsvarer om fraværet på de pågældende tidspunkter:

- Det mest gængse er, at jeg er ude at cykle, forklarer den 41-årige mand.

- Jeg har mange skavanker, blandt andet to smadrede hofter, og jeg har haft brækket nakken. Når jeg cykler, bliver det varmt, og derefter har jeg mulighed for at få tre-fire timers søvn, forklarer han.

Han siger også, at han ofte er ude at fiske om natten - særligt efter ål, der ifølge den 41-årige bedst fanges om natten.

Der er afsat fire dage til retssagen, og der ventes dom 14. december.

Oversigt

    Oversigt