I det fynske folks tjeneste

42-årig døde: Statsadvokat anker ikke dom over frifundet Odenselæge

Byretsdom, som frifandt overlæge fra Odense, får lov at stå ved magt. Anklager vil ikke anke.

 Anklagemyndigheden vil ikke anke en dom over en overlæge fra Odense Universitetshospital, oplyser Statsadvokaten i Viborg.

 I begyndelsen af februar blev lægen ved Retten i Odense frifundet for anklager om overtrædelse af den såkaldte autorisationslov.

42-årig døde af overdosis

 Sagen handler om en 42-årig mand, som tilbage i 2014 døde af en overdosis metadon under indlæggelse på sygehuset.

 Anklagemyndigheden mente i første omgang, at der ikke var grundlag for at føre en straffesag mod overlægen, men Styrelsen for Patientsikkerhed klagede til Rigsadvokaten over afgørelsen.

 Og hos Rigsadvokaten fik piben en anden lyd. Statsadvokatens vurdering blev fejet af bordet, og lægen endte med at blive tiltalt. Men i Retten i Odense ville dommer Alex Nymark ikke gå med til at dømme lægen.

Læs også 42-årig patient døde af overdosis: Overlæge fra OUH frifundet

 Ifølge anklagen skulle lægen have forsømt sit ansvar ved ikke at føre tilstrækkeligt tilsyn med patienten. Kravet mod ham var en bøde på 25.000 kroner.

Flere tusinde læger har skrevet under

 Sagen har gødet en ulmende utilfredshed i blandt Lægeforeningens medlemmer over Styrelsen for Patientsikkerhed.

 Styrelsen blev dannet tilbage i 2015 som et svar på kritik af et påstået manglende tilsyn med læger og andet sundhedspersonale.

 I årets første måneder har flere tusind læger skrevet under på et mistillidsvotum, som er blevet sendt til styrelsen. Ifølge Ugeskrift for Læger har 9000 læger skrevet under.

 I sagen fra Odense Universitetshospital var også en sygeplejerske sigtet for at have forsømt sit ansvar. Den sag kom dog aldrig for en dommer, da sygeplejersken valgte at erkende sin skyld og betale en bøde på 15.000 kroner.

Ved du noget? Så send os et tip