Fortsat sigtet: 44-årig løsladt efter eksplosionsagtig brand

Politiet har mandag eftermiddag løsladt den 44-årige mand, der mandag morgen blev anholdt ved en eksplosionsagtig brand i Middelfart. Manden er fortsat sigtet.

Natten til mandag var der en eksplosionsagtig brand i Nygade i Middelfart. I forbindelse med branden blev en 44-årig mand anholdt og sigtet for brandstiftelse. 

Politiet har vurderet, at man ikke vil anmode om at varetægtsfængsle manden. Derfor er han ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør, men i stedet løsladt. Det oplyser Fyns Politi til TV 2/Fyn. 

- Der er ikke fundet grundlag for at fremstille ham, så derfor er han blevet løsladt her til eftermiddag, siger Jack Liedecke, der er vicepolitiinspektør ved Fyns Politi. 

Manden er forinden blevet afhørt af politiet. 

Sigtet efter mildere paragraf

Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 181 om brandstiftelse. Den kan give op til seks års fængsel, men er den mildeste af de to paragraffer om brandstiftelse.

Den mere strenge paragraf 180 handler om brandstiftelser, hvor gerningsmanden ved, at man sætter andres liv i fare. 

I de kommende dage skal der foretages yderligere undersøgelser af ejendommen for at finde ud af, hvor og hvordan branden er opstået. 

"Eksplosionsagtig brand"

Branden opstod klokken 03.20 i kælderen under ejendommen. 

- Den er nærmest sket som en eksplosion, sagde Ehm Cristensen, vagtchef ved Fyns Politi mandag morgen til TV 2/fyn.

Ifølge Fyns Politi var eksplosionen så kraftig, at gulvet i stuelejligheden løftede sig. Beboerne i ejendommen var allerede ude, da branden blev anmeldt, fortalte Fyns Politi til TV 2/Fyn mandag morgen.

Ifølge politiets døgnrapport blev en person forbrændt i ansigtet i forbindelse med branden.

Oversigt

    Oversigt