47-årig mand død efter påkørsel af bus

En odenseansk mand var uopmærksom, da han løb efter sin bus ved banegårdscentret i Odense søndag aften. Han blev påkørt af en anden bus og døde på sygehuset.

En 47-årig mand mistede livet natten til mandag, efter at han var blevet påkørt af en bus ved busparkeringen bag Odense Banegård Center. Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Efter en middag og en øl med sin samlever på banegården, skulle de to med en bus sammen omkring klokken 20. Men på parkeringen for busser bag centret endte det fatalt for den 47-årige.

- Manden ser den bus, de skal med længere nede af busholdepladsen, så han løber ind og ud mellem busserne. Der kommer en bus kørende, som ikke har en chance for at nå at standse, så han bliver påkørt, siger vagtchefen til Ritzau.

Den 47-årige blev væltet omkuld og fik hjertestop, da bussen ramte ham. En akutlæge, der kom til stedet hurtigt efter ulykken, fik hjertet i gang igen, og manden blev bragt til sygehuset i Odense med kvæstelser.

Men trods lægehjælp fik politiet midt på natten beskeden om, at den 47-årige var afgået ved døden.

Oversigt

    Oversigt