49-årig dømt for drab på sin far

En 49-årig mand er blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling for at have dræbt sin 74-årige far på åben gade i Svendborg.

Allerede i grundlovsforhøret erkendte den nu dømte, at det var ham, der førte kniven.

Den 74-årige far blev stukket til døde med kniv omkring onsdag den 16. november 2016. Stikkene ramte ham i halsen og i maven. Kort tid efter blev offeret erklæret død af en ambulancelæge.

Efter drabet flygtede sønnen fra stedet, men cirka tre timer senere lykkedes det politiet at anholde den mistænkte i området ved Svendborg Sygehus. 

Her blev han anholdt uden større dramatik.

I det efterfølgende grundlovsforhør erklærede den dengang 48-årige mand sig skyldig, men havde derudover ikke det store at sige under retsmødet.

Ville ikke gå efter straf

På trods af at den 48-årige erklærede sig skyldig i anklagerne, fortalte anklageren, Kirsten Flummer fra anklagemyndigheden ved Fyns Politi, at hun ikke ville gå efter at få manden straffet. 

- Vi kommer ikke til at gå efter straf. Det er helt klart, at sigtede er syg, og sindssyge mennesker straffer man ikke, sagde Kirsten Flummer dengang til TV 2/Fyn.

- Det vi skal nu, det er at vi skal have beskrevet hans sygdom og hans mentale tilstand så godt som muligt, og så skal vi sammen med retspsykiaterne finde ud af, hvilken behandling der er mest hensigtsmæssig for at undgå, at han kommer til at gøre noget lignende i fremtiden, sagde anklager Kirsten Flummer. 

Udskrevet fra psykiatrisk behandling samme dag

Allerede dagen efter drabet kom det frem, at den den 48-årige netop var blevet udskrevet fra psykiatrisk behandling ved Psykiatrien i Region Syddanmark.

- Han blev udskrevet samme dag, som drabet blev begået. Men det har været et indlæggelsesforløb, der har været helt udramatisk og uden tegn på vold eller trusler, sagde lægefaglig direktør Anders Meinert fra Psykiatrien i Region Syddanmark dengang til TV 2/FYN.

- Den 48-årige har være indlagt i perioder, og er også under ambulant behandling, fortalte direktøren.

Efterfølgende undersøgte Psykiatrien i Region Syddanmark forløbet op til udskrivelsen og konkluderede i januar i en rapport, at man ikke kunne have forudset, at manden ville begå drab umiddelbart efter sin udskrivelse.

 

Oversigt

    Oversigt