50-årig løbet op af to unge mænd: Slået med baseballbat

To mænd på 22 og 23 år begik grov vold mod en mand i Faaborg. De to voldsmænd vil blive sigtet efter en paragraf der kan give op til seks års fængsel.

Opdateret:

Klokken 15.43: 
Vagtchef Hans Jørgen Larsen, Fyns Politi, oplyser at den 22-årig mand i Retten i Odense er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Den 22-årige blev søndag formiddag anholdt, da politiet fandt ham på en adresse i Faaborg. 

Klokken 11.45:
Vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgens Larsen, oplyser, at den 22-årige er blevet anholdt. Politiet fandt ham på en adresse i Faaborg. Den 22-årige vil også blive sigtet for grov vold efter paragraf 245, hvor straframmen er op til seks års fængsel.

Klokken 11.30:
Anklager ved Fyns Politi, Mette Lise Bakkely, oplyser til TV 2/FYN, at den 23-årige i et grundslovsforhør søndag formiddag til dels har erkendt sigtelsen, men bestrider at han har overfaldet den 50-årige sammen med en anden person. Han blev varetægtsfængslet i fire uger. Den 23-årige er tidligere straffet for vold.
------------------------------------------------------------------------------------------

Politiet leder efter 22-årig mand fra Faaborg. Han var den ene af to mænd, som sidst på eftermiddagen lørdag løb en 50-årig mand op og blandt andet slog ham med et baseballbat.

Den 50-årige kom ved 17.45-tiden gående på havnen i Faaborg, da den 22-årige og en 23-årig makker kom kørende i bil på havnen.

De kørte tilsyneladende på en måde, som den 50-årige ikke syntes var i orden. Han gestikulerede derfor overfor de to unge mænd, at det ikke var i orden at køre sådan på havnen, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen, til TV 2/FYN.

Situationen udviklede sig til grov vold idet to mænd steg ud af bilen, løb den 50-årige op, tog fat i ham og slog og sparkede ham. Og tildelte ham slag med baseballbattet.

Med vidners og videoovervågnings hjælp er den 23-årige anholdt. Han vil søndag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for grov vold efter paragraf 245, som giver op til seks års fængsel.

Ved 09.30-tiden søndag havde Fyns Politi endnu ikke fundet den 22-årige, men politiet ved, hvem han er.

- Han gemmer sig nok. Vi skal nok få fat i ham. Ellers henter vi ham på arbejdspladsen mandag morgen, siger Hans Jørgen Larsen.

Trods det grove overfald slap den 50-årige med overfladiske skrammer.

Oversigt

    Oversigt