50 lokummer i gågaden

Forretningerne i Assens er så sure over, at Assens Kommune har valgt at vinterlukke fire offentlige toiletter, at de onsdag valgte at stille deres egne lokummer op i gågaden.

Det er Handelsstandsforeningen i Assens, der står bag aktionen med at opsætte toiletter i gågaden.

- Vi har fået nok. Først sparede man julebelysningen væk, og nu toiletterne, siger formanden for handelsstandsforeningen Henrik Lund Nim.

Happeningen kommer, fordi kommunen har valgt at lukke de fire offentlige toiletter i vinterperioden for at spare 200.000 kroner.

Kommunen beder i stedet trængende om at bruge toiletterne i gågadens butikker.

- Kunderne må gerne bruge vores toiletter, men det er ikke nemt, hverken for kunderne at spørge og for os, som også bruger vores baglokaler til private formål, siger Henrik Lund Nim.

I Assens Kommune forstår man de handelsdrivendes frustration og er indstillet på dialog.

- Det er andre tider nu, og også private må bidrage i den nuværende økonomiske situation. Men vi er indstillet på at tage en dialog med forretningerne om vores offentlige toiletter, siger borgmester Finn Brunse(S).

De forretningsdrivende havde alle briller på, da aktionen bliver gennemført med et glimt i øjet

Oversigt

    Oversigt