50 meter fra spøgelsesbilist

Søren Abrahamsen fra Rørvig var sammen med sin familie på vej hjem fra en familiefødselsdag i Jylland, da de lørdag aften endte midt i kaosset på den fynske motorvej.

Familien kom kørende ganske kort tid efter en spøgelsesbilist havde skabt kaos på motorvejen. Spøgelsesbilisten havde ramt en anden bil og to andre biler var i forsøget på at undgå spøgelsesbilisten kørt galt. 

- Vi kom kørende og blev pludselig nødt til at bremse hårdt ned. Vi holdt ca. 50 meter fra den brændende bil, så vi var meget tæt på, siger Søren Abrahamsen til TV2/Fyn.

- Det var ret voldsomt, men heldigvis kunne vi se, at ingen kom meget alvorligt til skade, for ambulancerne holdt der længe, siger Søren Abrahamsen.

Kendt tur

Oplevelsen rystede familien, der ellers er vandt til køreturen over den fynske motorvej, fordi Søren Abrahamsens svigerforældre bor i Åbenrå.

- Vi har kørt den tur hundredevis af gange før, og vi har aldrig oplevet noget, siger Søren Abrahamsen til TV2/Fyn.

Lørdag tog han sammen med sin mor, kone, deres søn og svigerdatter turen over Fyn for at tage til familiefødselsdag i Åbenrå.

På vejen til Åbenrå bliver de stoppet af et færdselsuheld, hvor en lastbil blokerer dele af vejen.

- Da vi kørte hjem sagde min søn, at nu måtte vi ikke håbe, at vi ikke blev stoppet af endnu en ulykke. Det afviste jeg, for det er statistisk meget usandsynligt, og så skete det alligevel, siger Søren Abrahamsen.

Familien måtte vente lidt over en time på motorvejen før de kunne fortsætte hjem til Rørvig.

Oversigt

    Oversigt