Nyt Odense-vartegn: 50 meter høj lysende reklame-pylon

Odense Kommunes By- og Kulturudvalg skal i næste uge tage stilling til et forslag om at bygge en 50 meter høj pylon ved motorvejsafkørsel 50.

En reklame-pylon på højde med OUH's højeste bygning kan være på vej til Odense.

På tirsdag skal kommunens By- og Kulturudvalg tage stilling til et forslag fra grundejerne ved motorvejens afkørsel 50 syd for byen om at tillade opsætning af en 50 meter høj, lysende reklame-pylon.

Pylonen skal både signalere, at man nu er nået til Odense, og samtidig skal den også give mulighed for reklame for de virksomheder, som etablerer sig i området, som der står i dagsordenen til næste uges udvalgsmøde.

- Hvis den er lovlig i forhold til færdselsloven, er jeg umiddelbart positiv overfor forslaget. Man må gerne kunne se, at det er Odense, man er kommet til, siger Anders W. Berthelsen (A), der er medlem af By- og Kulturudvalget.

Han ser pylonen som en god mulighed for at markere, at Odense ikke bare er et bump på vejen, men derimod er en af Danmarks største byer.

- Når man kører udenom Odense, er det svært at få øje på byen. Derfor gør det ikke noget, at man markerer, at man er kommet til en af Danmarks største byer, siger Anders W. Berthelsen.

Han tager dog også forbehold for, at pylonen selvfølgelig ikke skal genere hverken trafikken eller de naboer, der kommer til at bo tæt på den på 50 meter høje pylon, der bliver en af de højeste bygningsværker i Odense.

- Men umiddelbart ser jeg ikke et problem, siger Anders W. Berthelsen.

Forslaget har været til høring hos både politiet og Vejdirektoratet, og ingen af dem har bemærkninger, så længe der er bebyggelse rundt om pylonen.

Odense Erhvervspark ejer området nord for den nye motorvejsafkørsel 50, der er området, hvor Roulunds fabrikker tidligere lå, og hvor pylonen ønskes placeret. Det er grundejerne, der har ønsket pylonen opsat og derfor også dem, der skal afholde alle udgifter i forbindelse med opsætningen.

By- og Kulturudvalg holder møde tirsdag de 24. maj, hvor de skal drøfte pylonen.

Oversigt

    Oversigt