500 år gammel ring fundet ved Nyborg Slot

En arkæolog opdagede tilfældigvis en næsten 500 år gammel signetring tabt under udbygningen af slottet.

Arkæologer har fundet en sjælden signetring under Nyborg Slot. Fundet er sket under slottets oprindelige hjørnetårn mod sydøst, oplyser Østfyns Museer.

Ringen blev fundet i forbindelse med udgravningerne omkring slottet, og den er sandsynligvis tabt under byggeriet af tårnet for næsten 500 år siden.

- Jeg kigger ned og får øje på noget. Genstanden sidder fast i fundamentet, og da jeg får den fri, viser det sig, at der er tale om en ring. En rigtig fin signetring, som man brugte til at trykke sin underskrift på dokumenter og lignende, siger Allan Knudsen, der er en af arkæologerne i udgravningen omkring borgpladsen. 

 

Hvem ejede ringen?

Arkæologen er nu i gang med at undersøge, hvem der har ejet ringen.

- Det specielle er, at ringen indgår i en kontekst, og det er jeg allermest glad for omkring fundet. Vi kan koble ringen sammen med byggeriet af tårnet, og det ved vi foregik i midten af 1500-tallet. På den måde har vi et ret præcist tidspunkt for, hvornår den er tabt. Det betyder, at vi måske kan være så heldige at spore den rette ejermand. Det ville være rigtig spændende, forklarer Allan Knudsen.

Nyborg Slot blev opført omkring 1170 og blev udbygget og forstærket i midten af 1500-tallet. Slottet fungerer i dag som museum.

Oversigt

    Oversigt