5.5 millioner til Fjord&Bælt

Fjod&Bælt har modtaget et brev fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål med en positiv bevilling på 5.5 millioner kroner til projektet "Havet omkring os".

Udsigterne til fornyelse af Fjord&Bælts udstillinger under overfladen, nærmere betegnet undervandstunnel og akvarier i kælderen, er nu blevet virkelighed.

Siden centerets åbning i 1997, er det det største beløb Fjord&Bælt nogensinde har modtaget gennem en fond, så forventningerne, gejsten og motivationen til at gå i gang er helt i top, som naturvejleder Tue Skovgård Larsen udtaler:

- Det bliver helt vildt at få muligheden for virkelig at give Fjord&Bælt et løft med masser af nye aktiviteter til glæde for vores gæster; turister, lokale og skolebørn.

Havet omkring os

"Havet omkring os" er titlen på det overordnede koncept som fornyelsen af udstillingerne bygger på.

Udstillingen kommer til at rumme forskellige temaer, der alle bindes sammen omkring forskellige aspekter af havforskning.

Ligesom forskning er undersøgende, skal udstillingens elementer opfordre og udfordre gæsterne til selv at undersøge havet, og gennem deres observationer og handlinger tilegne sig viden på en sjov, interagerende og engagerende måde.

Forskere og samarbejdspartnere fra Marinbiologisk forskningscenter under SDU og AU vil også blive inddraget, således at den relevante forskning fra området vil blive præsenteret.

I udstillingen skal der også være et lag, som er direkte henvendt til skoler. Derfor vil lærere og elever fra de lokale skoler også blive inviteret til, at være med til at udvikle udstillingen.

I gang med det samme

Fjord&Bælt har ventet forventningsfuldt på svar på ansøgningen og er derfor allerede klar til at gå i gang.

Særligt kælderens akvarier, som er fra centerets åbning i 1997, er slidte og i meget dårlig stand og har derfor hårdt brug for en fornyelse her og nu.

Ombygningen i forbindelse med projekt "Havet omkring os" er lagt i planlægningen for den kommende lukkeperiode samt i begyndelsen af sæson 2016, og den nye udstilling forventes at åbne 1. maj 2016.

Oversigt

    Oversigt