I det fynske folks tjeneste

56-årig død: Kvalt med snor

01:46

Interview med Henrik Justesen, Efterforskningsleder, Fyns Politi

En 56-årig mand er blevet kvalt med en snor. Fyns Politi har sigtet en 36-årig litauisk mand for drabet.

På Skovvej i Bogense fandt en hjemmehjælper i formiddags en 56-årig mand, der var afgået ved døden. Fyns Politi blev tilkaldt, og retsmedicineren kunne konstatere, at den 56-årige var blevet kvalt med en snor.

"Han er kvalt ved omsnøring af halsen med en snor, der er fundet deroppe," siger Henrik Justesen, der er efterforskningsleder ved Fyns Politi.

I den 56-åriges lejlighed befandt sig også en 36-årig mand, som sov, da politiet kom. Manden blev med det samme anholdt og er nu sigtet for drabet.

Den 36-årige er fra Litauen og har ikke fast bopæl i Danmark. Det er endnu uvist, hvilken relation, der er mellem den dræbte og den sigtede.

Fyns Politi kan ikke sige noget om motivet endnu, men den 36-årige skal afhøres med tolk her til aften. Han fremstilles i grundlovsforhør i morgen inden klokken 12.50.

Ved du noget? Så send os et tip