Musik i metervis: Svendborg svømmer i koncerter

Det summer af sol over Svendborg. Musikfestivalen 5700 Summer har over 45 koncerter på programmet de kommende dage.

Summer 5700 er ikke en almindelig festival. Det er en festival, der minder mere om en gigantisk havefest, der foregår på kryds og tværs i en hel by, hvor koncerter og arrangementer af alskens art og størrelse er drysset ud over baggårde, gader og stræder og store scener ved havnen. 

De musikhungrende kan stå op til en lørdag, hvor der for eksempel er mulighed for at fornøje sig med Alphabeat, Carpark North, Johnny Madsen eller Barselona - bare for at nævne et par stykker af de mange navne, der fylder programmet frem til og med den 31. juli. 

Vil spille højt

Fredag optrådte Hjalmer på Frederiksø, og den 25-årige singer-songwriter glædede sig over at være ude at spille igen, da TV 2 Fyn tog en snak med ham kort før koncerten. 

- Det er rigtig dejligt. Nu har vi siddet og kigget ind i en væg i rigtig langt tid, og det er perfekt vejr, folk er glade, så vi glæder os helt vildt. Det er næsten som at være under normale tilstande igen, siger han. 

Og ikke nok med, at de igen kan spille - de kan også få lov at spille højt. 

- Vi har tænkt os at spille højt og hurtigt - hele sidste år skulle det hele være akustisk, når man endelig fik lov at komme ud - men nu har vi endelig bandet med, så vi skal bare spille god rock, siger han. 

To charmerende fyre

Der er over 45 koncerter i Svendborg i løbet af festivalen, som strækker sig til 31. juli. 

Et par af de gæster, der var dukket op til koncerten, var søskendeparret Kristine Andersen og Josephine Nielsen. 

- Jeg synes jo generelt bare, at Svendborg er en virkelig skøn by, så det er sgu lækkert, og det er mega lækre omgivelser, vi skal have koncert i, Josephine Nielsen.

Hjalmers koncert var en fællesoptræden med ligeledes fynske Aksglæde. 

- Det er to skønne fyre, så det er bare to fluer med et smæk, man får her, siger hun. 

Der er mere end 45 koncerter i Svendborg den kommende tid.

Oversigt

    Oversigt