I det fynske folks tjeneste

58-årig varetægtsfængslet for sav-angreb

En 58-årig mand blev torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense, efter at han onsdag aften overfaldt en 69-årig med en sav. Her blev han varetægtsfængslet frem til 17. september.

Overfaldet skete under et drikkelag i Guldsmedevænget i det sydlige Odense.

- Det er et par gamle bekendte, der mødes over en flaske vodka, og på et tidspunkt går det galt, har vagtchef Lars Fredensborg fra Fyns Politi sagt til Ritzau.

Den 58-årige har ifølge politiet vedkendt sig de faktiske forhold, og han er blevet sigtet for drabsforsøg.

Han skulle angiveligt have taget en sav og slået den anden i ansigtet og på halsen, så den 69-årige fik alvorlige snitsår tæt ved pulsåren.

Fyns Politi fik en anmeldelse om overfaldet klokken 18.53.

Den 69-årige er uden for livsfare, men er blevet holdt i kunstig koma indtil op på formiddagen torsdag.

Derfor bliver det sandsynligvis først muligt for politiet at høre hans side af historien fredag, lyder det fra vicepolitikommissær Carsten Arentoft Andersen i Fyns Politi.