59-årig dræbt i bilsammenstød på Langeland

Ved et bilsammenstød i Tranekær på Langeland blev en 59-årig mand dræbt ved kollision med en lastbil.

En 59-årig mand blev mandag aften dræbt på stedet, da hans varebil kørte ind i en lastbil på Tranekærvej ved Tranekær på Langeland.

Det oplyser Fyns Politi.

Bilisten overhalede en 54-årig mand i en traktor, som kørte uden lygter. Hans varebil strejfede traktorens venstre baghjul, så den 59-årige bilist mistede herredømmet over sin varebil.

Derved fortsatte varebilen over i den modsatte vejbane, hvor varebilen stødte sammen med med en modkørende lastbil ført af en 38-årig mand.

Hverken traktorens 54-årige fører eller den 38-årige lastbilchauffør var spirituspåvirket, oplyser Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt