60-70 unge raserede OUHs skadestue

Det skete i forlængelse af et skyderi i Vollsmose i nat, hvor en 26-årig mand blev ramt i låret og ramt af flere knivstik i benet. Kort efter han var ankommet til skadestuen, indfandt de unge sig for at finde den sårede. De medbragte både knojern og køller.

Eid-fest eskalerede

Urolighederne opstod i forbindelse med den muslimske fest Eid. To grupper, der ifølge Fyns Politi, er af arabisk herkomst kom på kant med hinanden på en parkeringsplads i Vollsmose. Det resulterede i, at den 26-årige blev skudt i låret og efterfølgende blev stukket flere gange i sit ene ben med en kniv.

Den 26-åriges ankom til parkeringspladsen i bil sammen med sin kammerat. Det var dog kun den 26-årige, der blev ramt af skud. Kammeraten nåede tilbage i bilen og kørte væk fra stedet, mens der blev skudt efter bilen.

Politiet måtte trække våben

Da de mange unge ankom til skadestuen var blot tre betjente tilstede. De fik dog hurtigt assistance fra deres kolleger. Trods det massive politiopbud, måtte tre betjene trække deres våben for at holde situationen nogenlunde under kontrol.

- Vi havde al disponibelt mandskab på sagen. Fordelt på både OUH og Vollsmose, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Jesper Feldt.

Ødelagde møbler og smadrede ambulance

Selvom politiet var massivt tilstede på skadestuen, lykkedes det de vrede unge at smadre forruderne på både en ambulance og en politibil. En del af inventaret på skadestuen blev også ødelagt, mens de løb fra dør til dør for at finde den unge mand. Det lykkedes dem dog ikke at finde den tilskadekomne. Han lå på operationsbordet et helt andet sted på hospitalet.

- Den unge mand, der blev skudt i låret og stukket i benet, er stabil. Hans tilstand var på intet tidspunkt kritisk, siger vagtchef Jesper Feldt.

Chokeret personale

Personalet på OUHs skadestue forsøgte efter bedste evne at beskytte de øvrige patienter og fik hurtigt sendt nye patienter til skadestuerne i Kolding og Vejle.

En indsats, som oversygeplejerske Lene Wichmann betegner som eksemplarisk.

- De gjorde alt det rigtige, selvom de var bange. Vi har ikke scenarier for den slags invasioner. Det skal vi have fremover, så personalet ved, præcis, hvad de skal gøre, siger oversygeplejersken til TV2/Fyn.

Personalet, der fik fri i morges klokken 6, vil i løbet af dagen blive tilbudt psykologhjælp.

Oversigt

    Oversigt