I det fynske folks tjeneste

For 60 år siden gjorde fynboerne oprør!

-

-

Se de tre udsendelser om augustoprøret:

 12.8 Sigurds bombe

 19.8 Børges strejker

 26.8 Sindings Ildkamp

Af Rasmus Dahlberg, historiker ved Det Historiske Hus

Fynboer ersådan nogle fredelige nogen, siger man. Men det var de bestemt ikke under besættelsen 1940-45. Dengang fik man på Fyn nok af den tyske besættelsesmagts arrogante og brutale adfærd. Ikke mindst var fynboerne og især odenseanerne trætte af at se tyske soldater spankulere rundt i parkerne med danske piger under armen. Sammen

I år er det 60 år siden at gaderne i Odense og de andre fynske byer genlød af demonstranternes råben og marcherende soldaterne. Desværre er det også ved at være sidste chance for at høre historier fra besættelsen fortalt af dem, der var med. Med udgangspunkt i tre centrale personers beretninger har Det Historiske Hus derfor produceret serien "Det fynske Augustoprør" for TV2/Fyn.

Grunden til, at det netop var i august 1943, at den ulmende utilfredshed med besættelsen og samarbejdspolitikken brød ud i lys lue, var til dels, at Tysklands krigslykke var vendt. Rommel og hans Afrika Korps havde lidt nederlag til de allierede i Nordafrika, amerikanerne og briterne var gået i land på Sicilien, og ovre østpå var Stalins hære begyndt at drive tyskerne på retur. Det fostrede fredsoptimisme herhjemme - og mod til at gøre oprør.

Den organiserede sabotagevirksomhed kom så småt i gang på Fyn i løbet af foråret 1943, bl.a. mod Thomas B. Thriges Fabrikker, som leverede motorer til den tyske krigsmaskine. Men det var den unge elektriker Sigurd Webers bombeattentat mod bananbåden Linz på Odense Stålskibsværft, der satte Augustoprøret i gang. Han cyklede simpelthen ud på værftet med bomben i tasken, firede den ned ad skibssiden, hvorefter den eksploderede, og skibet lagde sig om på siden. Herefter fulgte strejker og sabotager i Odense, de fynske kystbyer, Esbjerg, Århus og Ålborg. I Odense var kommunisten Børge Poulsen centralt placeret som organisator og deltager i de store strejker.

Enden på Augustoprøret blev et tysk ultimatum til den danske regering den 28. august. Heri krævede besættelsesmagten bl.a. dødsstraf for sabotage indført, hvilket Scavenius og de andre ministre ikke kunne gå med til. Herefter trådte regeringen tilbage, og tyskerne afvæbnede den danske hær og flåde ved en aktion tidligt om morgenen den 29. august. Flådens chef, videadmiral Vedel, havde dog gjort sit forarbejde grundigt, så en meget stor del af flådens fartøjer nåede enten at sænke sig selv eller at søge til det neutrale Sverige. Men mange steder i landet kom det til regulære ildkampe mellem danske og tyske soldater, bl.a. i Odense, hvor vagtkommandør Erik Sinding kæmpede ved garnisonssygehuset i Albanigade.

Efter Augustoprøret spidsede situationen i Danmark til, og antallet af sabotageaktioner, arrestationer og tysk modterror steg voldsomt. Men det var folkestrejkerne og demonstrationerne, ikke mindst på Fyn, i august 1943, der lagde grunden til, at Danmark efter befrielsen blev accepteret af de allierede som én af sejrherrerne i Anden Verdenskrig.

Ved du noget? Så send os et tip