I det fynske folks tjeneste

Om igen i Assens: 600 borgere får ulovlig rengøringshjælp

I Assens Kommune skal de nu ændre afgørelse i 600 sager, for den tildelte ændring i rengøringshjælp viser sig ikke at være gyldig.

00:08

90-årige Esther Madsen er en af de borgere, der får rengøringshjælp hver femte uge. Video: Pernille Gram

Lige nu er rengøringshjælp til ældre i Assens Kommune en temmelig varm kartoffel.

TV 2/Fyn har tidligere kunnet fortælle om 90-årige Birthe Rasmussen, 90-årige Esther Madsen og kræftsyge Tina Carlsson, der alle er blevet ramt af nye kvalitetsstandarder i kommunen, og derfor er gået fra rengøringshjælp hver tredje uge til hver femte uge.

Om det overhovedet er lovligt, stiller Ankestyrelsen nu spørgsmålstegn ved, og det samme gør Ældreminister Thyra Frank (LA), der i går svarede på spørgsmål i Folketingssalen om hendes holdning til forholdene i Assens.

Og for minimum 600 sager er afgørelserne om mindre rengøringshjælp ikke længere gældende.

Det påpeger velfærdsdirektøren i Assens Kommune, Henrik Juul Kjær, i en dagsorden for et ekstraordinært møde i Social og Sundhedsudvalget.

- Idet det ændrede serviceniveau blev vedtaget med virkning fra budget 2019 er det vurderingen, at afgørelser, som er truffet efter 19. september 2018 men med virkning før 1. januar 2019, ikke er gyldige. Der skal altså træffes nye afgørelser for de pågældende borgere, står der i dagsordenen 

Læs også Håb for 90-årige Esther: Rengøring hver femte uge måske ulovlig

Udvalgsformand Charlotte Kjær (S) er overrasket over, at afgørelserne ikke er juridisk gyldige.

- I udvalget har vi ikke haft en vurdering af, at det ikke har været juridisk korrekt. Vi har haft forståelse af, at de ting, der skulle spares, skulle træde i kraft hurtigst muligt for at have virkning hurtigst muligt, siger hun.

- Men samtidig er jeg rigtig glad for, at vi får kigget på det her serviceniveau til vores borgere, siger Charlotte Kjær.

Op til 1.400 sager skal gøres om 

Og nu bliver det en smule kompliceret.

Den 19. september vedtog byrådet reduktioner i serviceniveau, som skulle gælde fra 1. januar 2019. Og efterfølgende blev revisiteringen - altså gennemgangen af de ældre, der har brug for rengøringshjælp fra kommunen - sat i gang.

Så selv om reglerne først skulle gælde fra 2019, trådte de for en gruppe ældres vedkommende i kraft fra midt i efteråret 2018.

Det er derfor de 600 borgere, der er blevet revisiteret fra slutningen af september og året ud, der kan se frem til en ny revisitering, da de i udgangspunktet først måtte revisiteres fra budget 2019 trådte i kraft den 1. januar 2019. 

Læs også 90-årige Esther får gjort rent hver femte uge

Borgmester Søren Steen Andersen (V) har ikke yderligere kommentarer til, at 600 sager skal gøres om.

- Det store i det her er, at det går rigtig til og at økonomien på plads, siger han.

Læs også Rengøring hver femte uge: Tina er syg og har brug for et rent hjem

På udvalgsmødet mandag skal medlemmerne tage stilling til, om der udover de 600 sager også skal omgøres yderligere cirka 800 sager. Det afhænger af, om udvalget ønsker at imødegå usikkerhed omkring vedtagelsestidspunkt. 

Der blev nemlig i juni og august 2018 besluttet at reducere serviceniveauet i Assens Kommune året ud og fra 2019, men selve kvalitetstandarderne, der indebærer rengøring hver femte uge og ikke hver tredje, er først stemt igennem i Byrådet den 30. januar 2019. 

På den måde opstår der usikkerhed omkring de sager, der er blevet revisteret fra sommeren 2018 og frem til Byrådets vedtagelse af kvalitetstandarder i januar 2019, og hvis den usikkerhed imødekommes, vil i alt omkring 1.400 sager i Assens Kommune skulle gøres om. 

Social og Sundhedsuvalget mødes på mandag klokken 17.00.