6000 kroner for én times smertelindring for kræftpatienter

Et nyt firma - Liv til liv - vil fremover tilbyde kræftpatienter smertelindrende behandling i den sidste fase af sygdommen. Men prisen bliver høj. For det koster 6000 kroner pr. times lægebesøg for servicen, der forarger flere politikere på Fyn.

Privat firma tilbyder ny service - usmageligt at spekulere i andres død, siger politiker

Et nyt firma - Liv til liv - vil fremover tilbyde kræftpatienter smertelindrende behandling i den sidste fase af sygdommen. Men prisen bliver høj.


6000 kroner pr. times lægebesøg er prisen for servicen, der forarger flere politikere på Fyn.


\"Jeg synes, at det er en grov udnyttelse af døende. Det byder mig inderligt imod\", siger Karl Vinther (S), medlem af Sygehusudvalget i Fyns Amt.


Også formanden for Hospiceforeningen, Arne Skipper, der kæmper for en oprettelse af et hospice på Fyn, er meget betænkelig ved det nye firma.


\"Problemet er, at finansieringen ligger hos den enkelte person, og det mener jeg ikke kan være meningen\", siger Arne Skipper.


Snart hospice på Fyn


På Fyn har der i lang tid været planer om at oprette et hospice. Nu er planerne så langt, at gruppen bag slår fast, at der ligger et hospice på Fyn i år 2002.


\"Hvis der overhovedet ikke var planer om et hospice, ville jeg sige, at det nye firma var bedre end ingenting, men ikke når vi har disse planer\", siger Arne Skipper.


Det nye firma Liv til liv består af et netværk af speciallæger og sygeplejersker og der er også fynske læger involveret.


Karl Vinther fra Sygehusudvalget er også fortørnet over, at læger fra Odense Universitetshospital på den måde dobbeltjobber.

Oversigt

    Oversigt