I det fynske folks tjeneste

64-årig mand taler ud om hævndrab

En 64-årig mand fra Fredericia har tilstået, at han var med til at planlægge hævndrabet i Middelfart sidste sommer på en 63-årig mand fra Kolding. Manden er uhelbredelig syg, og har ønsket at lette sin samvittighed og tale ud om drabet på den 63-årige Villy Andersen.

-

En 64-årig mand fra Fredericia har tilstået, at han var med til at planlægge hævndrabet i Middelfart sidste sommer på en 63-årig mand fra Kolding. Manden er uhelbredelig syg, og har ønsket at lette sin samvittighed og tale ud om drabet på den 63-årige Villy Andersen.

Villy Andersen blev skudt på klos hold lørdag d. 17. august sidste år, da han var på vej til et kræmmermarked i Middelfart. Politiet anholdt umiddelbart efter drabet to mænd fra Jylland, der er mistænkt for at have affyret de dræbende skud fra en hvid kassevogn.

Uterligheder
Motivet til drabet var angiveligt, at Villy Andersen skulle have opført sig uterligt over for én af de anholdtes datter.

Den 64-årige mand fra Kolding er i mellemtiden blevet uhelbredeligt syg af en lungesygdom, og mandag var der indkaldt til retsmøde på Bispebjerg Hospital i København. På retsmødet fik den 64-årige mand talt ud om sin deltagelse i drabet. BT har fået en udskrift af retsbogen, og bringer fredag uddrag af den 64-årige mands forklaring:

Stiltiende overenskomst
\"Lørdag morgen tog vi til Fredericia, hvor SH havde lejet en kassevogn, han skulle flytte nogle ting. Vi kørte tilbage til min lejlighed i Kolding. SH tog min riffel, lagde en dyne over den og bar den ned i kassevognen. Ingen af os sagde noget, det var som en stiltiende overenskomst. Jeg tog æsken med ammunitionen, en kaliber 22 fuldkappet højhastighedspatroner, for selvfølgelig skulle ammunitionen med, når SH havde taget riften\", forklarede manden.

Politiet kan dog ikke bruge forklaringen til at afgøre, hvem der udførte drabet. I følge den 64-årige mand var det nemlig den 54-årige brite, der affyrede det dræbende skud.

Dødeligt skud
\"Vi holdt klos op ad Villys bil, det var meget varmt, vinduerne var rullet ned i begge biler. Villy så op, han så, hvem der kom kørende, i det samme løftede SH riflen og skød Villy. Der kom et hul under Villys øje, og der kom en enkelt dråbe blod. På den afstand, og dér hvor det ramte, var det et dødeligt skud\", forklarede den 64-årige mand til dommer Lis Hævdholm.

Sagen kommer for et nævningeting i Østre Landsret den 22. september.

Ved du noget? Så send os et tip