I det fynske folks tjeneste

65 millioner kroner drysses over Fyn og øerne

Indenrigsministeriet har fordelt en pose penge til særligt vanskeligt stillede kommuner. Langeland er topscorer og får 36 millioner kroner.

Der er grund til at smile på Langeland. Kommunen får nemlig 36 millioner kroner fra staten. Foto: Jonas Mattsson

I dag har Økonomi- og Indenrigsministeriet sat navne på de kommuner, som kan få penge fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner.

Langeland Kommune får 36 millioner kroner i 2019, og det er tæt på det niveau, som kommunalpolitikerne havde forventet. I hvert fald svarer det stort set til det beløb, som embedsmændene allerede har indarbejdet i det administrative oplæg til budgettet for næste år.

Det er også det største beløb, der uddeles. Kun Lolland Kommune får lige så mange penge.

- Vi havde på Langeland søgt om 38 millioner kroner, og selv om det er et par millioner mindre, er jeg glad for, at vi er blevet hørt. Jeg opfatter det som en anerkendelse af vores argumenter, siger borgmester Tonni Hansen (SF), som i forrige uge var til møde i Indenrigsministeriet for at redegøre for kommunens økonomiske situation.

Penge til fem fynske kommuner

Pengene fordeles blandt kommuner, der er særligt vanskeligt stillet, forklarer økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA). 

Læs også Skatten stiger i Odense

- En række kommuner med vanskelige vilkår har nu med et særtilskud fået ekstra hjælp til at få næste års budget til at balancere. Jeg forventer nu, at kommunerne vil lægge budget inden for det aftalte med regeringen og sætte fokus på effektiv drift og lavere skat.

I alt er der fem kommuner på Fyn, som får del i puljen.

Svendborg Kommune får 12 millioner kroner næste år, Faaborg Midtfyn Kommune får 8 millioner kroner, Assens Kommune får 5 millioner kroner og Ærø Kommune får 4 millioner kroner.

I alt har Økonomi- og indenrigsministeriet drysset 430 millioner kroner ud på 35 kommuner i hele landet. 

Læs også Lækket notat: 55 millioner kroner på vej til Svendborg