I det fynske folks tjeneste

662 underskrifter mod flytning af skoledistrikt

En gruppe forældre fra Dalum overrakte mandag morgen 662 underskrifter mod endnu en ændring af skoledistrikterne.

01:12

1 af 2

I løbet af de sidste 12 år er grænserne mellem skoledistrikterne i Dalum blevet flyttet flere gange.

Nu planlægger Odense Kommune at flytte grænserne igen, fordi der er store pladsproblemer på Tingløkkeskolen. Et forslag går ud på at ændre distrikterne, så den sydøstlige del af Dalum igen får Dalumskolen som skole.

Forældrene anerkender pladsproblemerne på Tingløkkeskolen, men frygter, at deres børn får farligere skoleveje og at søskende bliver splittet op mellem forskellige skoler, hvis distrikterne bliver ændret som kommunen foreslår.

- Vi vil gerne sende det signal, at det ikke er i orden, at man flytter rundt på børnene så mange gange i løbet af en så relativ kort periode. Vi håber, at vi med underskrifterne kan give politikerne et wake-up-call, så de kan se, hvad det betyder for nærmiljøerne, siger Mike Gornitzka.

I stedet vil de nogle af 664 utilfredse forældre have indrettet skoledistrikterne, så forældrene kan vælge mellem flere skoler.

Hos Odense Kommune er man glade for forældrenes engagement.

- Vi har sendt flere forslag i høring, og jeg er glad for at forældrene engagerer sig i børnenes skolegang. Men vi skal have løst kapacitetsproblemerne på Tingløkkeskolen, og vi kommer nok ikke til at lave en løsning, der kan gøre alle glade, siger rådmand Susanne Crawley(R).