I det fynske folks tjeneste

Ib Arne og smedekoret åbner folkemødet: - Vi synger de steder, folk gider at høre os

Ib Arne Madsen åbnede sammen med resten af smedekoret Metal det Fynske Folkemøde i Odense. Det blev gjort til en sang om Marie, der bruger rollator.

00:17

69-årige Ib Arne Madsen fra Søhus åbner lørdag folkemødet i Odense med smedekoret Metal.

- Jeg er egentlig ikke så god til at synge. 

69-årige Ib Arne Madsen fra Søhus synger i smedekoret Metal, hver tirsdag fra klokken 10 til 12. Men lørdag har det 27-store mandskab af hovedsageligt smede begivet sig ud af øvelokalerne og ind i avishuset i midten af Odense.

Ib Arne Madsen og resten af de gråhårede mænd fra Fyn har nemlig fået æren af at åbne Fyens Stiftstidendes fynske folkemøde lørdag. 

Jeg tror, at jeg er én af de yngste i koret. Hvis ikke jeg ér den yngste.

Ib Arne Madsen, 69-årig pensioneret smed

- Det gode ved at synge i koret er, at man kan gemme sig lidt i mængden og stadig være sammen med de her fantastiske gutter, fortæller Ib Arne Madsen lige efter, at koret har sunget to meget nøje udvalgte sange til åbningen af folkemødet. 

Før han blev pensioneret som 65-årig reparerede han kampvogne for militæret. Han har blandt andet repareret 1.000 kampvogne. 

- Så jeg har da lavet mit med hænderne, fortæller Ib Arne Madsen, der nu har begivet sig ud i at udtrykke sig gennem musik og samvær. 

00:12

Her kan du se eller gense hele reportagen om Ib Arne Madsens dag på Det Fynske Folkemøde, som den blev sendt i aftenens nyhedsudsendelse klokken 19.30.  Video: Masoud Pouia

Luk video

Der blev snakket meget lige op til, at smedekoret skulle på scenen.  Foto: Mette Rønn

Den yngste og nyeste

"Marie" og "Farbror Jens" er sangene, som korets egen sangskriver har lavet og sammen med koret besluttet skulle fremføres for de mange fynboer. 

- Ja, det er Ole, der skriver sangene til os, fortæller den 69-årige smedekorssanger og fortsætter:

- Han skriver dem, så vi kan forholde os til dem. Og det gør det sjovere at synge dem. 

Hvis ikke vi kommunikerer med hinanden, udvikler vi os ikke. Og sådan et folkemøde her er med til at få folk til at udtrykke deres holdninger på kryds og tværs

Ib Arne Madsen, 69-årig pensioneret smed

Koret lagde hårdt ud under deres optræden med at synge "Marie", som handler om en 70-årig kvinde, der hedder ... Marie. På trods af, at Marie har rollator, er hun stadig fuld af magi og glæde.

Og det er nok en egenskab, som mange fra smedekoret Metal kan relatere til. 

- Jeg tror, at jeg er én af de yngste i koret. Hvis ikke jeg er den yngste, griner Ib Arne Madsen, mens han stolt fortæller, at han snart bliver 70 år. 

Det fynske mandekor har en gennemsnitsalder på omkring 78 år, hvilket gør gruppen af mænd til nogle erfarende herrer. 

Ikke nok med at Ib Arne Madsen er én af de yngste i koret, så er han også en af de nyeste. Mange af korets medlemmer har nemlig synget i koret i mange flere år. 

- Om jeg så havde været med i koret i ni år, så havde jeg stadig været ny. 

Læs også Se eller gense fire debatter fra Det Fynske Folkemøde

00:17

69-årige Ib Arne Madsen synger i smedekoret Metal, fordi det gør ham glad. 

Luk video

Der skal synges og snakkes 

Den 69-årige korsanger fra Søhus er ikke i tvivl om, hvilke sange han bedst kan lide at synge med koret. Han foretrækker de sange, der handler om faglighed og politik. Dem kan han virkelig relatere til, som tidligere tillidsrepræsentant og faglig sekretær i fagforeningen Dansk Metal. 

- Jeg interesserer mig for, hvordan folk udvikler sig, og hvordan man snakker sammen, fortæller Ib Arne Madsen og slår fast:

- Hvis ikke vi kommunikerer med hinanden, udvikler vi os ikke. Og sådan et folkemøde her er med til at få folk til at udtrykke deres holdninger på kryds og tværs. 

Men er det så for at støtte op om den politiske debat, at du og koret er her i dag?

- Altså vi spiller og synger faktisk bare alle de steder, hvor folk gider at høre os, griner Ib Arne Madsen. 

Det er sjette gang, at Fyens Stiftstidende slår dørene op og arrangerer et fynsk folkemøde, hvor fynboerne kan være med til at debattere aktuelle politiske emner med både lokale politikere og toppolitikerne fra Christiansborg.