7000 smidt af venteliste

Mange fynboer har mistet pladsen på ventelisten til en bolig, efter en ny lov er trådt i kraft.

Rigtig mange lejere har fra den ene dag til den anden mistet deres plads på ventelisten til en ny bolig. Det viser tal fra en rundspørge, der er foretaget af nyhedsbureauet Newspaq.

I Boligforeningen Højstrup i Odense er ventelisten fra 1. juli blevet beskåret med næsten 7000 medlemmer. Før stod der 20.000 på venteliste til en bolig hos foreningen, tallet er i dag 13.500.

- Det var egentlig ca. det, vi havde forventet, det ville falde med, fortæller Jens Pilholm, der er administrationschef i Boligforeningen Højstrup.

Det store fald i medlemmer på ventelisten skyldes en ny lov. Ifølge den skulle alle medlemmer aktivt melde tilbage, at de stadig ønskede at være opskrevet. Boligforeningerne har orienteret deres medlemmer om lovændringen via brev.

- Vi har selvfølgelig fået nogle breve retur, men langt hovedparten af vores medlemmer er altså blevet orienteret om det her, siger Jens Pilholm.

Administrationschefen fortæller, at nogle af medlemmerne helt enkelt har glemt at bekræfte deres medlemskab inden for tidsfristen. De er kommet efterfølgende, og har bedt om at stadig være opskrevet.

- Men det går altså ikke. Så må de i hvert fald starte helt forfra på ventelisten. Vi er nødt til at være rimelig hårde og strikse, også af hensyn til de 13.500, der faktisk huskede at vende tilbage.

Oversigt

    Oversigt