I det fynske folks tjeneste

70.000 vil nu boykotte Jensens Bøfhus

En sejr i Højesteret over en lille restaurant i Sæby kan blive dyr for den fynske restaurationskæde Jensens Bøfhus. 70.000 støtter nu op om boykot.

Facebook-siden Boykot Jensens Bøfhus har på et døgn fået over 70.000(tallet opjusteret igen igen, red.) likes. Siden er en protest mod, at Jensens Bøfhus har lagt sag an - og vundet - over Jensens Fiskerestaurant i Sæby. Antallet af likes vokser støt time for time.

- Bliv ved med at dele budskabet, så vi for alvor kan få ram på Jensens Bøfhus, hedder det på siden.

Vreden skyldes, at Jensens Bøfhus har fået eneretten til et af de mest almindelige danske efternavne.

- Lad os sørge for at bøffen drukner og fisken svømmer lystigt videre, skriver Maj Allerslev, der er en af de mange, der har tilsluttet sig kampagnen.

I følge nogle af de mange sympatisører var Jensens Fiskerestaurant i Sæby fredag aften stuvende fuld af mennesker, der ønskede at vise deres sympati oven på nederlaget i Højesteret.

Palle Skov Jensen, der driver restaurationskæden er ked af opstandelsen på de sociale medier.

- Vi følger det, men vi har jo ikke prøvet noget lignende før. Vi forsøger at kommunikere via Facebook og få vores argumenter ud, siger Palle Skov Jensen.

Tidligere i denne uge gav Sø- og Handelsretten ellers Jensens Fiskeret tilladelse til at bruge deres navn, men fredag fik Jensens Bøfhus medhold. Afgørelsen betyder, at Sæby Fiskehal, der driver restauranten, skal betale et vederlag på 200.000 kroner for at have krænket Jensen's Bøfhus' rettigheder og for brug af et logo, som Sø- og Handelsretten gjorde forbudt.

- Hvad med en lille indsamling hvor vi hjælper med at betale bøde + sagsomkostninger? Hvis bare 10.000 hjælper med 35 DKK hver, er det hele betalt, skriver Thomas Vinding Petersen.

Jensens Bøfhus har også deres egen Facebook-side. Den har over 68.000 likes, og boykot-siden har dermed overhalet restaurationens egen hjemmeside i antal likes. Men også her vælter det ind med kritik over bøfhusets håndtering af sagen fra Sæby.

- Vi er naturligvis kede af denne reaktion. For os er sagen principiel, og vi har ikke haft til hensigt at genere eller tryne Jensens Fiskerestaurant, siger Palle Skov Jensen, der ejer Jensens Bøfhus.