I det fynske folks tjeneste

71-årig kørt ihjel af bil

En 71-årig mand blev dræbt på stedet, da han blev påkørt af en 19-årig bilist på Odensevej nord for Broby søndag aften.

Den 71-årige var kort før klokken 23.30 på vej på knallert i sydvestlig retning ad Odensevej nord for Broby, da han blev ramt bagfra af en bil ført af en 19-årig mand.

Den 71-årige fra Faaborgegnen blev dræbt på stedet, oplyser Fyns Politi.

Foreløbig tyder det på, at høj fart er en af årsagerne til ulykken. Det bygger politiet på vidneforklaringer og skaderne på bil og knallert, men det skal en bilinspektør kigge nærmere på.

Resultatet af undersøgelserne kan føre til en sigtelse for uagtsomt manddrab.

Den 19-årige fører af bilen er fra Broby-området. Udover ham var der en anden person i bilen.

De er begge uskadte, men chokeret og de har fået psykologhjælp.

Pårørende til den dræbte og personerne i bilen er underrettet.

Ved du noget? Så send os et tip