72-årig overfaldet for at dytte

En 72-årig mand fra Kerteminde blev lørdag morgen overfaldet, da han var på vej til Lillestranden for at købe fisk.

Den 72-årige kom kørende ad Kattestræde, da en kvinde og to mænd ifølge Fyens Stiftstidende gik på kørebanen foran ham. Han dyttede for at få de tre fulde personer til at træde til side. Da han herefter holdt stille ved Fiskergade, begyndte de tre personer at sparke til bilen.

Herefter rullede den 72-årige bilruden ned og bad de tre stoppe, hvilket resulterede i, at den ene, en 44-årig mand, og hans kæreste gik hen imod ruden.

Her tildelte den 44-årige uden varsel den 72-årige to knytnæveslag i ansigtet, kvinden hældte øl ud over ham, spyttede ham og truede ham på livet.

Den 72-årige kender den 44-åriges identitet og kunne derfor videregive denne til politiet.

Oversigt

    Oversigt