I det fynske folks tjeneste

72-årig syg efter at have spist ærter

Odenseansk pensionist forstår ikke, hvorfor lægerne på OUH ikke straks advarede fødevaremyndighederne om de danske ærter.

02:23

1 af 2

- Jeg synes simpelthen, at lægerne på OUH straks burde havde advaret fødevaremyndighederne. Hvis jeg kunne blive dødssyg af de ærter, kan andre også jo også. Ærterne bør i hvert fald undersøges, siger den 72-årige pensionist Tove Henriksen fra Odense.

Hun måtte torsdag indlægges akut, efter at have spist en pose danske ærter købt i et lokalt Aldi-supermarked.

- Cirka en halv time efter jeg havde spist ærterne, begyndte jeg pludselig at svulme op i hele ansigtet. Jeg fik vejrtrækningsbesvær og måtte have min nabo til at hjælpe mig,. Vi tog først op til min egen læge, men han rekvirerede hurtigt en ambulance, da han mente jeg var i livsfare, siger den 72-årige kvinde til TV2Fyn.

På OUH fortalte Tove Henriksen lægerne, hvor hun havde købt ærterne.

- Jeg har aldrig tidligere haft problemer med at spise ærter, så jeg mente det var relevant, at de blev undersøgt af fødevaremyndighederne. Men lægerne ville ikke gå videre med sagen. Og det forstår jeg simpelthen ikke, siger Tove Henriksen.

På OUH bekræfter ledende overlæge, Michael Hansen-Nord, at hans kollegaer ikke har orienteret fødevarestyrelsen.

- Vi foretager en vurdering fra gang til gang, og i dette tilfælde har en af mine kollegaer altså vurderet, at det ikke var nødvendigt at gå videre med sagen. Men jeg vil nu ændre på vores procedurer, så sager som den her også bliver sendt videre til vurdering hos fødevaremyndighederne, siger lægen.

TV2/Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Aldi, men indkøbschef Ingo Brehmkamp siger, at Aldi principielt ikke udtaler sig til pressen.

- Og i øvrigt har jeg ikke kendskab til sagen, tilføjer han.

TV2/Fyn overdrog i dag resterne af Tove Henriksens ærter til Fødevarestyrelsen, som nu vil undersøge dem nærmere.