742 indbrud i alt: Så mange anmeldelser har Fyns Politi fået

Rigspolitiets sidste opgørelse for juleindbrud i år viser, at 742 danskere har haft ubudne gæster mellem 20. til og 26. december.

Antallet af juleindbrud holder sig lige under antallet i 2016. Dengang anmeldte 759 danskere indbrud frem til og med den 26. december. I år har Rigspolitiet registreret i alt 742 anmeldelser. 

I perioden fra den 20. frem til og med 26. december har 87 fynboer anmeldt indbrud til Fyns Politi.

Mens anden blev fortærret, gaverne sprættet op og snapsen fyldt i glassene, har tyve haft særligt travlt på Fyn. 61 af de i alt 87 fynske indbrud er anmeldt mellem juleaften og anden juledag

Nogle af de fynboer, der allerede har anmeldt indbrud hen over julen er Niels Kristian Skov og hans hustru Lise Nytofte Skov. Den 21. december havde de og tre andre huse på Birkelunden på Thurø indbrud. 

Antallet af indbrud den hellige 24. december er steget fra 23 i 2016 til 29 i år. 

Rigspolitiet har dagligt udsendt en opgørelse for det seneste døgn anmeldelser af indbrud. Onsdag udkom den sidste af slagsen. Dog fortsætter politiet med at registrere indbrud anmeldt indtil 3. januar som juleindbrud. Det samlede antal kan derfor nå at stige endnu.

Gode råd

Skulle du komme hjem fra juleferie til den ubehagelige overraskelse, et indbrud, er, råder Rigspolitiet dig til følgende:

- Hvis indbrudstyven stadig er i huset så ring 112. 

- Ellers anmeld indbruddet til politiet på 114 og vent med at rydde op, til politiet har været der og sikret eventuelle spor. Ifølge politiet kan de mange juleindbrug betyde længere ventetid.

- Har du fået stjålet dankort eller lignende, skal du spærre kortet hos din bank. Er nøglerne til bilen stjålet, kan du kontakte dit værksted, så låsen kan blive stillet om.

- Skab et overblik over, hvad du har mistet. Kontakt dit forsikringsselskab og anmeld indbruddet.

- Tænk over, om du kan sikre dit hus bedre. Har du haft indbrud, kan det ske igen, så gør det sværere for tyven at vende tilbage.

Oversigt

    Oversigt