I det fynske folks tjeneste

Rådmand vil lukke Vollsmose-skole: 750 elever skal samles på én adresse

Rådmand Susanne Crawley Larsen vil lukke den ene af to skoler i Vollsmose og samle eleverne på samme adresse. Sammenlægningen skal forbedre integrationen.

00:20

Rådmand Susanne Crawley Larsen vil flytte H. C. Andersen Skolens 305 elever over på Abildgårdskolen. Socialdemokratiets Tim Vermund er åben over for idéen. Video: Morten Grundhold

I et forsøg på at forbedre integrationen i Vollsmose vil den radikale rådmand Susanne Crawley Larsen lukke H. C. Andersen Skolen.

De 305 elever fra H. C. Andersen Skolen skal flyttes over på Abildgårdskolen, så de i alt 750 elever i Vollsmose samles på én og samme adresse. 

Salem Said er bestyrelsesformand på H. C. Andersen skolen. Han er skeptisk overfor forslaget.

- Det er en dårlig idé. Det giver ikke nogen mening med 700 elever på én skole. Der kommer til at være næsten 30 elever i hver klasse. Jeg tror, det bliver stramt, siger Salem Said, der er bestyrelsesformand på H. C. Andersen Skolen.

Læs også Daginstitutioner vil udsætte ghettokrav i årevis

Rådmandens forslag kom bag på skolens ledelse og personale. 

- Vi har en rigtig god bygning og et godt personale. Eleverne og forældrene er meget tilfredse med skolen, tilføjer Salem Said. 

Andre partier er lydhøre

H. C. Andersen Skolen har dog været udfordret på det faglige niveau. En aktindsigt til TV 2/Fyn viser, at skolen har været under skærpet tilsyn de sidste fire år.

Det skyldes blandt andet, at 9. klasses karaktergennemsnit på 4,7 ligger markant under landsgennemsnittet på 7,3.

Hos flere af de øvrige partier i Børn- og Ungeudvalget er man åben for at diskutere forslaget. 

- Vi synes, det giver god mening at samle kræfterne ét sted. Der kommer en periode, hvor Vollsmose er under ombygning, og hvor en del børn kommer til at flytte væk fra området, så der vil være ledig kapacitet. Derfor synes vi, det giver god mening at have fokus på, hvordan vi skaber en god ny skole for de børn, der skal bo og forhåbentlig klare sig bedre i Vollsmose, siger Tim Vermund (S). 

Læs også Odense vil undgå tvungen vuggestue i Vollsmose

Også Venstre ser positivt på forslaget.

- Idéen er sådan set ikke helt umulig, for hvis der er faldende børnetal i Vollsmose, så vil det give god mening, at man sammensætter børnene på én skole, siger Mark Grossmann (V), der er næstformand i Børn- og Ungeudvalget i Odense.

Han påpeger dog, at man i Venstre vil have klarhed på, om forvaltningens tal holder vand, før man bakker op om at lukke skolen. 

- Det skal virke den her gang. Vi har talt rigtig meget om Vollsmose i mange år. Nogle er for forandring, og nogle vil gerne beholde det, som det altid har været. Hver gang vi gør noget i Vollsmose nu, så skal det virke, siger Mark Grossmann. 

09:40

Luk en af de to Vollsmose-skoler, og saml alle 750 elever på én og samme adresse - sådan lyder et forslag fra børn- og ungerådmanden.

Luk video