Tricktyveri: 77-årig fik frarøvet ur til over 60.000 kroner

En 77-årig mand havde sat sit Rolex Submariner-ur til salg og troede, han havde fundet en køber. I stedet blev han røvet af to unge mænd.

To unge mænd slap afsted med et Rolex-ur af modellen Submariner, da de torsdag eftermiddag røvede en 77-årig mand på Stenhuggervej i Odense. Det oplyser Fyns Politi til TV 2/Fyn. 

Rolex Submarine-ur sælges brugt for beløb omkring 65.000 kroner.

Den 77-årige havde sat uret til salg, og under påskud af at ville købe uret var to mænd mødt op på mandens adresse torsdag eftermiddag omkring klokken 16.20.

Sammen var de tre personer gået ind på den 77-åriges kontor, hvor de sad og kiggede på uret og på papirerne på uret. 

Mens de kiggede på uret, sagde den ene af de to unge mænd, at han skulle hente noget i bilen, hvorefter han forlod lokalet. 

- Den anden mand rejste sig også, men da den ældre mand rejste sig fik han et hårdt skub i brystet, der gjorde han faldt bagover i sin stol. Så tog gerningsmanden uret og papirerne på uret og løb ud til bilen, siger Thomas Bentsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Stak af i sort Mercedes-Benz

Efter røveriet kørte de to mænd væk i en sort Mercedes-Benz. 

Personerne beskrives begge som mellemøstlig af udseende og med kort, sort hår.

Manden, der skubbede den 77-årige, beskrives som 20-25 år gammel. 160-165 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført en sort læderjakke og blå jeans og havde en lille, sort lædertaske i en rem om halsen. Han havde en ikke-dansk accent, muligvis svensk, oplyser vagtchefen. 

Den anden mand beskrives som 27-30 år gammel. 180 centimeter høj og slank til almindelig af bygning. Han var ligeledes iklædt sort læderjakke og blå jeans. Han talte dansk uden accent. 

Har man oplysninger, der kan bidrage til efterforskningen, kan man kontakte Fyns Politi på telefon 114. 

 

Oversigt

    Oversigt