78-årig mand indebrændt i soveværelse

Manden blev fundet livløs i sit hus på Langeland. Naboerne havde tilkaldt brandvæsnet.

En 78-årig mand stod ikke til at redde sent tirsdag aften, da der var gået ild i hans hjem i Rudkøbing på Langeland.

Det var mandens nabo, der omkring klokken 23 tilkaldte brandvæsnet, fordi han havde set flammer og røg fra den ældre mands hus, lyder det fra vagtchef ved Fyns Politi Lars Fredensborg.

Da brandvæsnet nåede frem, fandt de manden livløs i parcelhusets soveværelse. Han havde flere brandskader, fortæller politiet.

- Man forsøgte med førstehjælp, men uden held, siger vagtchefen.

Manden boede alene i parcelhuset, og der var ikke andre til stede. Fyns Politi ved endnu ikke, hvordan branden opstod.

- Vi er ikke sikre på brandårsagen endnu, men der var kun ild i soveværelset, siger vagtchef Lars Fredensborg.

Oversigt

    Oversigt