7b skal være filmjury

7.b fra Hjalleskolen i Odense har vunder lodtrækningen om at blive ungdomsjury ved Odense Filmfestival i august i år. Klassen skal nu uddannes i at lave film.

- Det bliver meget interessant, fordi det virkelig skal bruges til noget, og så tror jeg, vi lærer mere, siger Mikela, 14 år og elev i 7.b.

Klassen skal blandt andet besøge Nordisk Film og lave film i studiet FILM -X i København.

I Odense får klassen besøg af en filmkonsulent, som vil undervise eleverne i filmhistorie og filmanalyse.

- Ved at lære eleverne noget om, hvordan man fortæller en historie, bliver de bedre til at forstå sig selv. De skal se film, der appellerer til dem; men det skal ikke kun handle om onani, bumser og pubertet. Jeg vil gerne udvide deres forståelse af, hvad ungdomsfilm er. En sidegevinst er, at arbejdet med film smitter af på deres opfattelse af andre genrer som for eksempel litteratur, siger filmkonsulent Ulrich Breuning.

En gave

Pia Danielsen, som er dansk- og klasselærer for 7.b er ikke i tvivl om, at klassen vil få en oplevelse for livet.

- Jeg ser det som en gave, at mine elever får lov til at være en ægte del af virkeligheden. Der er nogle forventninger til dem, som er med til at motivere dem, og som giver dem en ansvarsfølelse. Det vokser de af, siger Pia Danielsen.

Oversigt

    Oversigt