I det fynske folks tjeneste

8. klasser kastes ud på arbejdsmarkedet

Eleverne fra 8. årgang på Abildgårdskolen, H.C. Andersen Skolen, Kroggårdsskolen og Risingskolen skal i de næste to uger stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet. Foto: Ken Petersen

160 elever fra fire folkeskoler i Odense skal lære deres muligheder for en erhvervsuddannelse bedre at kende.

Eleverne fra 8. årgang på Abildgårdskolen, H.C. Andersen Skolen, Kroggårdsskolen og Risingskolen skal i de næste to uger stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet. 

I et helt nyt projekt kommer de fire årgange ud og besøge flere virksomheder og erhvervsuddannelser. 

- Vi har lavet det her projekt for at skabe en viden og indsigt i erhvervsuddannelserne, men også hvad de uddannelser kan føre til i virkeligheden, siger Ungdomsskoleleder i UngNord Erik Rasmussen. 

Syddansk Erhvervsskole skal også tage imod skoleeleverne, og her håber de, at de kan påvirke dem til et holdningsskifte .

- Der er mange, der forestiller sig, at hvis man ikke lige kan andet, så kan man tage på erhvervsskole, men den holdning skal man til at pakke langt væk. For der er sket rigtig meget på det her område, siger Lykke Petersen, uddannelses- og erhvervsvejleder ved Syddansk Erhvervsskole. 

8. klasser skal ikke stresse over karriereplaner

Hos Business Reklamebureau i Odense fik de også meget ud af at have de unge mennesker på besøg. Her skulle 8. klasserne løse en marketingsopgave for efterskoler. 

- Vi er stærke på de voksne, men ikke på de unge. Så vi lærte også meget. Vi var overraskede over, at de allerede synes, at facebook er et gammelt medie, og at de sætter pris på de bannerreklame, som følger én på internettet. De synes, at det var lettere, når tingene bare kom til en, siger Frede Ottosen, direktør i Business Reklamebureau.

Han mener, at de unge i 8. klasse ikke skal stresse over deres karriereplaner. 

- Vi har alle børn i samme alder, og vi kan konstatere, at uddannelsesvejledningen ikke er særlig god. Vi vil gerne fortælle, at der er mange veje til at nå ens mål, siger Frede Ottosen. 

Se hele interviewet med Erik Rasmussen og Lykke Petersen her. 

 

05:41 Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip