Politiet fik anmeldelsen tirsdag formiddag, da en hjemmehjælper kom på besøg hos den 80-årige og opdagede, at hun havde været udsat for grov vold med slag i ansigtet og på halsen.
Samtidig blev det fastslået, at der har været indbrud i hendes hus. En rude i bryggersdøren var knust med en sten og huset rodet igennem.
Politiets undersøgelser har givet en formodning om, at kvinden har været bundet. Teknikerne har fundet afklippede ledninger og en livrem i soveværelset, hvor forbrydelsen menes at være begået.
Kvinden blev bragt til Odense Universitetshospital, som kunne konstatere, at hun havde brud på kindben og kæbe.
Det vides ikke, om der er stjålet noget.
Den 80-årige har ikke været i stand til at forklare hvornår, det er sket eller give et signalement af gerningsmanden, men politiet ved, at der er sket i tidsrummet fra mandag middag til tirsdag kl. 10.25, hvor kvinden har været alene hjemme.
Udelukker ingen muligheder
Vicepolitikommissær Per A. Petersen betegner sagen som særdeles grov og sætter alt ind på at opklare den.
Bla. har politiet taget prøver, som kan vise om der for eksempel skulle være et sexuelt motiv til overfaldet.
- Lige nu står alle muligheder åbne. Derfor undersøger vi også alle muligheder, siger Per A. Petersen.
Fyns Politi hører gerne fra vidner, der måtte have iagttaget noget omkring gerningsstedet.
Fyns Politi kan kontaktes på 114