81-årig kvinde død af røgforgiftning på Fyn

Politiet har fundet en 81-årig kvinde død af røgforgiftning i sit hjem på Midtfyn. Årsag til branden er uvis.

En 81-årig kvinde er fundet død af røgforgiftning i sit hjem.

En forbipasserende opdagede sod på kvindens bopæl i Egeparken i Kværndrup mandag morgen og alarmerede politiet klokken 7.47.

- Røgudviklingen er opstået i soveværelset, men hun blev selv fundet død af kulilteforgiftning ude i køkkenet, siger vagtchef ved Fyns Politi, Kim Munksgaard, til Ritzau.

Ofte er en glemt cigaret i sengen årsag til brande hos enlige ældre mennesker, men politiet mener ikke umiddelbart, at rygning er årsagen til branden.

- Hun har en elektrisk elevationsseng stående, og den undersøger vi nærmere, men ellers ved vi ikke, hvad årsagen til branden er. Det skal teknikerne nu undersøge nærmere, fortæller vagtchefen.

De pårørende er underrettet.

Oversigt

    Oversigt