82-årig fynbo svæver mellem liv og død

En ældre mand på cykel er i "absolut livsfare", efter han ramt af højresvingende personbil på Fyn.

En 82-årig mand befinder sig i yderste livsfare efter en trafikulykke fredag eftermiddag i Nørre Aaby på Fyn. Det oplyser politiet i Odense.

Den ældre fynbo kommer cyklende på Bøgevej i Nr. Aaby i Middelfart Kommune, da ulykken sker.

- Så kommer der ulykkeligvis en 33-årig kvinde, der foretager et højresving i sin bil ind foran ham, så han slår sig alvorligt, fortæller vagtchef Lars Thede.

Manden pådrog sig svære hovedlæsioner og blev efterfølgende overført til akut behandling på Odense Universitetshospital. Hans tilstand betegnes som yderst kritisk.

- Han har et gevaldigt traume i hovedet og er i absolut livsfare, fortæller Lars Thede fra Fyns Politi.

De nærmere omstændighed omkring ulykken er ikke helt fastlagt, og det vides endnu ikke, om den ældre cyklist kører ind i bilen eller omvendt.

- Men vi kan sige så meget, at der hverken er hastighed eller spiritus involveret, siger Lars Thede.

Man kunne i første omgang ikke identificere manden, fordi han ikke havde nogle papirer på sig. Men det er lykkedes, efter sønnen har kontaktet politiet.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt