I det fynske folks tjeneste

Løber for 39. gang: 84-årige Charley giver den gas til Eventyrløbet

17.000 løbere deltog Kristi Himmelfartsdag i Eventyrløbet. 84-årige Charley Brandstrup har været med næsten hver gang i løbets 42-årige historie.

17.000 løbere trodsede regnen og deltog i årets Eventyrløb. Foto: Flemming Ellegaard

For 39. gang ud af 42 mulige snørrede Charley Brandstrup torsdag formiddag løbeskoene for at begive sig ud på stisystemet i det vestlige Odense.

Charley Brandstrup er trofast deltager i Eventyrløbet, og efter dagens opvarmning var han optimist på trods af udsigten til masser af regn på ruten.

Læs også Klar, parat, start: Eventyrløbet 2019 er i gang

- Nu er jeg varmet op. Jeg regner med det går godt, sagde den 84-årige motionsløber inden starten på årets løb. 

Men selv om 84-årige Charley Brandstrup er lidt ud over det sædvanlige som løber, så kan han godt begynde at mærke alderen.

- Jeg indrømmer, at formen begynder at gå ned af, men prøv at spørge mig, når jeg bliver 90, sagde han med et grin til TV 2/Fyns reporter, inden starten gik til de fem kilometer på stierne i Tarup, Næsby og Bolbro.

17.000 deltagere

Det var ikke kun de ældre løbere, der var friske trods udsigt til regnvand i løbeskoene. Børneløbet er også blevet en tradition i Eventyrløbet.

- Jeg skal løbe Børneløbet og så bagefter fem-kilometeren, fortalte 11-årige Frida Rasmussen inden starten.

36 minutter og fem sekunder efter Charley Brandstrup løb ud på de fem kilometer, kom han i mål på Odense Atletikstadion. Ikke helt tilfreds med sin præstation - og så alligevel.

- Jeg skal lige have vejret. Det gik lidt dårligere, end jeg havde regnet med, men ikke så meget, sagde en frisk 84-årig Eventyrløbs-veteran.

Vinderen blev diskvalificeret

Der var også lidt drama ved årets udgave af det traditionsrige motionsløb.

Efter mændenes ti-kilometer måtte løbsledelsen diskvalificere vinderen, Jonas Gertsen fra Odense Atletik. Han havde ved en fejl taget sit nummer på fra fem-kilometer løbet.

Læs også Heartland stjæler Eventyrløbets deltagere

Efterfølgende blev klubkammeraten Andreas Lommer udråbt som vinder. Lommer vandt sidste år løbet på den korte distance, fem kilometer, men lykkedes altså i år med at vinde på den lange rute.

Også hos kvinderne var det et kendt navn, der kom først over målstregen. På imponerende vis vandt Simone Glad på ti-kilometer distancen.

Sejren hendes var i alt 13. på Eventyrløbets to distancer.

02:27

Video: Flemming Ellegaard

Luk video