84-årig drabssigtet er for dårlig til grundlovsforhør

En ældre mand er ikke rask nok til at deltage i grundlovsforhør. Han er sigtet for at have dræbt sin hustru.

Hovedpersonen, en 84-årig drabssigtet mand, vil ikke være til stede, når Retten i Odense søndag formiddag afholder grundlovsforhør.

Manden er sigtet for lørdag at have dræbt sin 80-årige hustru i Ferritslev på Fyn.

Fyns Politi oplyser til Ritzau, at grundlovsforhøret vil blive afholdt in absentia, det vil sige uden tilstedeværelsen af den sigtede. Han er indlagt på sygehuset og er for dårlig til at møde op.

Politiet modtog lørdag klokken 11.43 en anmeldelse om, at en 80-årig kvinde var fundet død i et parcelhus i Ferritslev syd for Langeskov på Fyn.

Da politiet ankom til huset, fandt de den afdødes 84-årige ægtemand, der virkede "omtumlet".

Politiet kunne samtidig konstatere, at kvinden var var død ved kvælning, og at drabet havde fundet sted inden for det seneste døgn. Det kunne samtidig konkluderes, at det kun var ægteparret, der havde været del i tragedien.

Manden blev bragt til Odense Universitetshospital, og senere blev han anholdt og sigtet for at have kvalt sin hustru.

Grundlovsforhøret bliver afholdt ved Retten i Odense søndag klokken 10.30.

Oversigt

    Oversigt