I det fynske folks tjeneste

84-årig i respirator flyttet 135 km

Fredag blev 84-årige Rigmor Hansen indlagt på Odense Universitetshospital med en lungebetændelse. Fire dage senere døde hun i Esbjerg efter at være blevet flyttet 135 kilometer.  

Karin Dissing og Lisbeth Aagren mistede deres mor efter at hun var flyttet fem gange på fire dage.

Efter en rolig start på weekenden, blev Rigmor Hansen flyttet fire gange, og hun fik det dårligere og dårligere. Til sidst blev hun flyttet til OUHs intensivafdeling og lagt i respirator. Her fik hun lov at ligge to timer, inden hun igen skulle flyttes. Denne gang på grund af pladsmangel, og hun skulle i stedet transporteres 135 kilometer til Esbjerg.
 
- Den måde at komme herfra på. Det synes vi er så uetisk og så uværdigt, som man overhovedet kan forestille sig det, siger Rigmor Hansens datter, Karin Dissing.

Odense Universitetshospital erkender ansvar

Direktør for intensivafdelingen på Odense Universitetshospital mener ikke, det er rimeligt, at en syg 84-årig skal transporteres 135 kilometer.

- Det er frygteligt ulykkeligt, og vi er meget kede af det. Vi synes også, at det er et problem rent fagligt, men med den situation vi er i, kan vi desværre ikke undgå et sådan problem, siger direktør for intensivafdelingen på Odense Universitetshospital, Judith Mølgaard.

Judith Mølgaard fortæller, at de på OUHs intensivafdeling flytter hver 10. patient til andre sygehuse på grund af mangel på sengepladser.

- Det er ulykkeligt, at vi bliver nødt til at flytte sådan en patient, så jeg vil ikke sige, at det er optimalt, og vi ville aldrig gøre det, hvis vi havde pladserne, siger Judith Mølgaard.

Formanden for Region Syddanmarks sundhedsudvalg mener heller ikke, at det er i orden, at Rigmor Hansen blev flyttet til Esbjrg.
 
- Intensivpatienter er ikke nogen, der skal køres rundt med. De er i livsfare, og så må vi have vores system sådan, så man kan tage vare på det på afdelingerne og at man ikke skal ligge i en ambulance, siger Poul-Erik Svendsen.

Poul-Erik Svendsen vil nu sætte problematikken på dagordenen i forretningsudvalget, så lignende episoder ikke gentager sig.