I det fynske folks tjeneste

84-årig odenseaner trafikdræbt

En 84-årig mand blev torsdag middag kørt ned og dræbt, da han ville krydse over Albanigade i Odense.

Den 84-årige ville krydse Albanigade udfor Superbrugsen ved Domhuset, da han blev ramt af en hyrevogn, som var ved at overhale en anden bil.

Hyrevognschaufføreren har forklaret, at han havde kørt efter en langsomtkørende bil et stykke tid.

På den firsporede del af Albanigade overhalede han. Da han passerede den forankørende, drejede han hovedet for at se, hvem der kørte bilen.

Da han øjeblikket efter så fremad igen, var den 84-årige så tæt på, at det var for sent.

Den 84-årige var dræbt på stedet. Hans kone overværede ulykken inde fra fortovet, oplyser politiet.