I det fynske folks tjeneste

900 borgere uddanner sig: Henning vil redde liv

00:45

Man kan ikke gøre noget galt, når man bare følger anvisningerne på hjertestarteren, siger Henning Rasmussen. Han er en af de 904 frivillige førstehjælpere i Region Syddanmark.

Region Syddanmark har sagt ja til assistance fra frivillige førstehjælpere ved hjertestop udenfor hospitalet, og 904 borgere har meldt sig

67-årige Henning Rasmussen fra Munkebo er gået på pension som falckredder og instruktør i førstehjælp. Nu har han meldt sig som frivillig i Danmark Redder Liv og er klar til at rykke ud i sit område før ambulancen.

- Jeg vil da gerne være med til at gøre den forskel, at vi har en chance for at redde folk, før de får hjerneskade, siger han til TV 2/Fyn

I samarbejde med First AED, Dansk Folkehjælp og Region Sjælland bakker Region Syddanmark op om projektet Danmark Redder Liv. 

Læs også Nordfynsk hjertestarterforening: Vi er klar, men bliver ikke brugt

Når alarmen går, bliver de geografisk nærmeste ni frivillige kaldt op. Tre af dem får opgaven. En henter hjertestarteren, en anden går igang med hjerte-lungeredning, og den tredje tager sig af de pårørende.

Sikre flere overlevende

904 borgere har meldt sig, og Region Syddanmark skal bruge minimun 1.600 mennesker til at redde liv i projektperioden, som løber de næste 20 måneder.

Jeg kan garantere for, at det her ikke handler om at spare ambulancer væk. Der er ikke nogen steder, hvor der vil blive færre ambulancer på grund af det her. Tværtimod måske.

Mads Skau, formand, Præhospitaludvalget i Region Syddanmark

- Jeg kan garantere for, at det her ikke handler om at spare ambulancer væk. Der er ikke nogen steder, hvor der vil blive færre ambulancer på grund af det her. Tværtimod måske, fordi vi måske bedre kan se, hvor der er behov for nogen, siger Venstres Mads Skau, der er formand for Præhospitaludvalget i Region Syddanmark.

Målet er at engagere flere borgere i at give livreddende førstehjælp. Projektet skal øge andelen af overlevende efter hjertestop i eget hjem og få flere til at bruge de eksisterende hjertestartere.

Sådan bliver du livredder

Alle med et førstehjælpsbevis, der er under to år gammelt, kan deltage. Derudover skal de opfylde en række krav

Dansk Folkehjælp indhenter blandt andet en børneattest for de tilmeldte, som også skal indgå en frivillig aftale om tavshedspligt og acceptere at overholde hastighedsgrænserne. 

Henning Rasmussen har endnu ikke være kaldt ud.

Hvordan vil du have det, hvis en patient med hjertestop dør mellem hænderne på dig?

- Vi skal herfra på et tidspunkt, og vi kan kun gøre den indsats, vi kan. Vi har jo debriefing efterfølgende, så vi kan snakke om det, siger han. 

Læs også Kritik af lodtræknings-forskning: De spiller hasard med liv

Hjertestop udenfor sygehuset 

  • 72 procent af alle hjertestop sker i eget hjem
  • Antallet af overlevende for denne målgruppe er kun steget fra tre til syv procent over 12 år
  • Samtidigt er antallet af overlevende i offentligt rum er steget fra 7 til 24 procent
  • Antallet af offentlige hjertestartere i det offentlige rum er mangedoblet de seneste år
  • Men anvendelsen af dem før ambulanceankomst er kun steget fra 1,2 procent i 2002 til 3,6 procent i 2014
Kilde: Dansk Hjertestopregister

Omkring 3.500 danskere falder hvert år om af hjertestop udenfor hospitalet, og ifølge Dansk Hjertestopregister sker 72 procent af alle hjertestop i eget hjem. 

Gør en forskel

Trods betydelige forbedringer i hjertestopbehandlingen over de sidste ti år, er overlevelsen ved hjertestop fortsat lav. Hjertestop er stadig én af de hyppigste dødsårsager i Danmark.

- Jeg er jo ikke i tvivl om, at hurtig hjælp er dobbelt hjælp. Vi ved, at førstehjælp er noget, der betyder noget, hvis vi skal redde liv. Det tør jeg godt lægge hovedet på blokken på, at det gør en forskel, siger Mads Skau, der selv har meldt sig som førstehjælper.

Hvis en person får hjertestop, og der ikke gives livreddende førstehjælp inden ambulancen når frem, overlever én ud af 30.

Hvis en frivillig yder livreddende førstehjælp, overlever én ud af otte. Det har altså afgørende betydning for overlevelsen ved hjertestop, at man starter hjerte-lungeredning og eventuelt hjertestarter indenfor de første minutter.

I Region Syddanmark er der omkring 1.200 udkald om året. Førstehjælperne sendes til 112-udkald, som den sundhedsfaglige visitator vurderer er hjertestop eller meget hurtigt kan udvikle sig til hjertestop.

Henning Rasmussen er spændt på den første gang, han bliver kaldt ud.

- Der vil være lidt adrenalin i kroppen, der vil være lidt. Men så handler det jo om at bevare roen, siger Henning Rasmussen.

Det er gratis at uddanne sig som førstehjælper, og de næste kurser bliver udbudt af Dansk Folkehjælp til efteråret.  

Læs også Laura skal forske i hjertestop så flere overlever

Ved du noget? Så send os et tip